GeorgBrandesLevned_1907

130

Hjemme og ude derpaa beroede vel den gensidige Tiltrækning. Naar jeg under vort Samliv fremkom med de mange kritiske Ind­ vendinger, jeg havde paa Hjerte, angaaende Heyses Frem- stillingsmaade og personlige Stil, indrømmede han mig mangt og meget, som han ikke kunde ændre uden at gøre Vold paa sin Natur, men forsvarede sig paa andre Punkter med overlegen Dygtighed. Undertiden kunde det falde mig ind at spille Mérimée ud imod ham; thi endnu paa dette Tidspunkt overvurderede jeg ikke lidet dennes forbeholdne Kunst. Heyse svarte da: Man maa gøre sig Rede for, paa hvilket Publikum Forfat­ teren har tænkt og for hvem han har skrevet, om for en Samfundsklasse som de fleste Franskmænd eller for en sel­ skabelig Kres af Verdensmænd og Verdensdamer som Me- rimée eller for sig selv og sin Genius som en Shelley eller Hölderlin. Man kan jo desuden skrive for et helt Folk, for et Koteri, for sin Elskede, for en Flok fortrolige Venner. Heyse hævdede, at medens Merimée skrev for Verdens­ mænd, skrev han selv i Grunden alene for sig selv. Han var gennemtrængt af den Overbevisning, at kun i sine store Instinkter var Massen bevæget af noget Guddommeligt; alt Kunstnerisk var blot for de Faa. Hans eget Publikum var mere og mere smeltet sammen. Hans unge Svoger, Maleren Johannes Kugler, var den af hans Læsere, som havde det fineste Blik; men han led af en uhelbredelig, kvalfuld Syg­ dom. I Begyndelsen af December 1873 forsøgte han en Nat at gøre Ende paa sine uudholdelige Lidelser. Da det syntes, som vilde han ikke mere vaagne af Opiumssøvnen, drak hans Moder, der kun havde levet for ham, den Gift, han havde levnet i Flasken. Hun fandt Døden, men han vaagnede op paany og til Bevidstheden om at have voldet sin Moders Død. Otte Dage levede han endnu i frygtelig Sjæle­ kval, og i den Tid gjorde han fire mislykkede Selvmords-