GeorgBrandesLevned_1907

142

Hjemme og ude

om jeg maa formode, at du paany vil bruge dine indvundne Kræfter imod mig“ . . . . Du har paa din nuværende Udenlandsfart omgaaedes det store Tysklands bedste Selskab saavel intimt som i Frastand. Naar du da taler om, hvad vi bør gøre herhjemme og hvilken vor Fremgangsmaade bør være, glemmer du, at den klerikale Strøm hos os er en Rendesten, der løber vor private Dør lige forbi, og ikke er en Flod med mange For­ greninger, der bugter og spreder sig mellem nogle og fyrretyve Millioner Mennesker vidt ude omkring os. Du glemmer, kæreste Ven, at den Dannelse, (o: den almene, europæiske) som du forudsætter hos dine Modstandere derhjemme, at denne Dannelse skal fø rst bibringes dem gennem d ig . . . . Har du glemt vor Presse, vor Literatur, vort Publikum? Her gælder den sørgelige Nødvendighed ligesom i en Kro paa Landet, at man enten maa opræbe den grundtvigianske Pærevælling i Flaben paa de Maabende eller ogsaa maa man slaa et ateistisk Donnerslag lige for Næserne af de Tykskallede. Det sidste har du gjort — derfor, men og­ saa kun derfor er du bleven hørt. Du vil hjem for at opsøge „Helte“ og „ædle Spirer“ i de danske Spidsborgere!!! Jeg besværger dig ved vore Fædres Aske, skuf dig ikke med et sligt Haab. Jeg kender Bønder og Fiskere, Skolelærere og Præ­ ster, Kræmmere og Prangere, civile og militære Embedsmænd overalt, rundtomkring i Provinserne; og du og jeg kender jo tilsammen Befolk­ ningen i Kjøbenhavn. Jeg har endnu ingen Helte fundet og kun meget faa Spirer. Lad os raadspørge Literaturselskabet. Det var jo Kærnen af „De Frisindede“ i Hovedstaden. Du vil opløse dette Selskab (og heri er jeg enig med dig) men Heltene og Spirerne . . . . Faa Aar derefter skrev imidlertid Holger Drachmann selv sin Bog Lars Kruse om en simpel Fisker, der som Helt 27 Aar igennem havde frelst vel hundrede Menneske­ liv under Strandinger paa Skagens Kyst, og i hvem Helten var bleven saaledes miskendt, at han ikke havde modtaget den Ridderorden derfor, som gives hver en Stymper af Borgerstand, ja end ikke det Dannebrogsmændenes Hæ ­ derstegn, hvormed Menigmand, som udmærkes, maa lade sig nøje.