GeorgBrandesLevned_1907

150

Hjemme og ude maade. Rejste han sig for at holde en Bordtale, sad man nogle Minutter fortryllet; en saadan Ynde var der da over hans Væsen, og Talen lød som Musik. Denne vindende Form havde ogsaa hans Universitetsforedrag; men her kunde det indvendes, at der var for liden Kærne i hvert enkelt. I mangfoldige Aar kunde Lazarus synes lige dygtig som Forretningsmand og som Lærer. Et Dusin Aar derefter viste det sig, at han selv og hans Bekendte havde svævet i en Vildfarelse derom. Filosofen havde kun daarligt forstaaet at bestyre sin Formue. Ved et pludseligt Sammenbrud tabte han Alt, ja var en gældbunden Mand, der alene ved rundelig Hjælp fra Beundrere kunde bjerge Livet. Han havde endda den Smerte at volde Andre, der havde betroet ham Forvalt­ ningen af deres Sparepenge, store Tab. Dog paa dette Tidspunkt holdt intet Menneske en saa­ dan Skæbnevending for mulig. Lazarus’s Hus var et af de interessanteste i Berlin, man traf der de største Kunstnere som Menzel, sjældne Skribenter som Forbundsraadets Med­ lem for Bremen, Otto Gildemeister, fremragende Stabs­ officerer som Max Jahns, Diplomater som Hr. von Radowitz og som Hr. v. Spitzenberg, endelig kvindelige Excellencer som dennes Frue, Varnbiilers udmærkede og smukke Datter. Faderen, den wiirttembergske Minister, havde ladet hende lære Latin og Græsk, da hun var Barn; hun var paa én Gang ligesom uerfaren og dog i høj Grad Verdensdame. Hun var frimodig og sikker, et klart Hoved og et fast Hjerte. I en skarlagensrød Festdragt med blottede Skuldre saa hun straalende ud, og det kælne sydtyske Tonefald klædte hende som ingen anden. I Schonefeld levede Lazarus’s Familie temmelig ensomt, og der var dér for mig desmere Lejlighed til Samtale med Lazarus om Filosofi og hvad han kaldte Folkepsykologi, en Videnskab, han holdt for mere exact end den kunde være.