GeorgBrandesLevned_1907

160

Hjemme og ude rendyrkede dem. Men han var ogsaa paa andre Om- raader en Fremskridtets Mand, der glædede sig, naar den ny aandelige Bevægelse vandt Jordsmon, hvad den trods alle tilsyneladende og virkelige Nederlag maatte siges at gøre. Stundom samledes vi hos en anden Mediciner, nuværende Korpslæge Johan Hempel, der lys og vennesæl af Sind saa paa Forholdene med Lune og aldrig mistede sit gode Humør, men meddelte det til andre. En tredie ung Læge, der liden­ skabeligt optoges af Datidens politiske og literære Liv, var nu afdøde Professor Ferdinand Levison, som var af dem, der elskede Aandsfrihed, og indviede sit Liv til Arbejde for dens Fremgang. Han havde tidlig Menneskekundskab og ventede sig ikke hurtige Resultater. Der var den Modsæt­ ning i ham, som ikke er helt almindelig: hans Liv gled for en stærk Bør af Fremskridtstrang og Fremskridtstro, men med en Ballast af Resignation. Han var til Forskel fra mange andre Videnskabsmænd paa intet Punkt traditions­ bunden. Der var i ham ingen følsom Tilbageskuen til Slægts- Overlevering; hans Aands Fædreland var Efterkommernes Land. Han havde Karakter og stor Evne til Hengivenhed. I Sorger, der maatte forknytte Enhver, anførte han en Dag Swinburnes Ord af Proserpinas Have: From too much love of living, From hope and fear set free, We thank with brief thanksgiving Whatever gods may be, That no life lives for ever; Winds somewhere safe to sca. Men oftere var han oprømt, fuld af Virkelyst og be­ sjælet af den sjældne og kostbare Magt, som det mandige Venskab er. Først i Juni forlod jeg Danmark paany og opholdt mig That dead men rise up never; That even the weariest river