GeorgBrandesLevned_1907

176

E t A rbejdsaar stændige og rette Titel var: By rons life, letters and journals og Overbibliotekar Bruun havde svoret, at saa længe jeg ikke skrev Titelen rigtigt, skulde mit Bud faa Lov at gaa forgæves. Jeg var Carit Etlar taknemmelig for Meddelelsen og har, saalænge han var i Live, heller ikke røbet denne hans uskyldige Gaaen bag om sin Chef. Mit Bekendtskab med Carit Etlar var gammelt; da jeg kun var 24 Aar gammel, havde han søgt mig for at bede mig anmode Ploug om at turde anmelde hans Skuespil Trælleæt , som da op­ førtes første Gang, eftersom Fædrelandets stadige Recensent efter hans Paastand var ham ildesindet. Skønt jeg mødte Afslag, huskede han min Imødekommen. Senere kom der et Øjeblik en Kurre paa Traaden imellem os, da han i temmelig barske Udtryk lod mig vide, han ventede en An­ meldelse til Tak, naar han sendte mig sine Bøger, og den var udeblevet. Snart blev dog hin Misstemning udjævnet. Adskillige omtalte ham ikke synderlig gunstigt. Saaledes Ploug. Brøchner, der havde gaaet i Skole med ham, paa­ stod kun, at han gjorde sig fire Aar yngre end han var, hvad utvivlsomt var rigtigt; thi da Brosbøll en Menneske­ alder derefter skulde fylde de 76 Aar, lod han i Aviserne bekendtgøre, at han til sin Forundring af gamle Papirer havde opdaget, han nu fyldte 80. Saalænge han var ung vilde han nødigt bære sin Alder; nu da han var gammel, gav de fire Aar en Anseelse mere, og han vilde ikke gaa glip af de Festligheder og Udmærkelser, der fulgte med Opnaaelsen af saa højt et Aaremaal. Carit Etlar, der som folkelig Fortæller glædede sig ved en umaadelig Læsekres i de brede Lag, passede som Biblio­ teksassistent ikke synderligt til den som historisk Forsker nøjagtige og pertentlige Overbibliotekar, der var gnaven og mistænksom. Da Bruun i sin Tid blev ansat, angreb hans Medansøger,