GeorgBrandesLevned_1907

180

Et Arbejdsaar Manden forlængst var død. Hans Talent var iøvrigt for ringe til at man behøvede at faa ham indført. En Dansk som Bendix Hansen (hvem jeg for min Del aldrig havde hørt nævne og hvem Ingen sidenhen har nævnt) var i Stand til at skrive fuldt saa gode Noveller. I Blade og Tidsskrifter overbød Anmelderne hinanden desuden i Paavisning af at jeg ikke forstod Tysk og ikke kunde skrive Dansk. Et Par lidt ualmindelige Udtryk, jeg havde brugt, blev stadigt anførte som Beviser paa, at jeg ikke havde forstaaet Tysken. Ja, saaledes blev Anklagerne efterhaanden sat i Stil, at Folk mente, Sagen var in confesso, saa jeg end ikke selv vilde nedlægge nogen Indsigelse mod den almindelig anerkendte Sandhed, at jeg skrev et daarligt Dansk. Som en ældre Herre i Selskab sagde til mig: Det er Dem, ikke sandt, der skriver saaledes: „Født i Paris var han tidlig bleven sat i Skole i Verdun“ og, ikke sandt, det er Dem, der kalder „Vinduer“ for „Skiver“. Dog særligt styrtede Anmelderne sig over Kellers „Usædelighed“. Den Omstændighed, at i Romeo og Julie de to Unge, efter en eneste Gang at have favnet hinanden, i deres Fattigdom og Udsigtsløshed lader sig glide fra det Høskib, der bærer dem, ned i Flodens kolde Vande, satte Anmelderne i et Delirium, der meddelte sig til Læsever­ denen. Novellerne prækede „den frie Kærlighed“ (hvilken alle disse Journalister, der privat levede som glade Bavianer, offentlig aldrig forsømte at korse sig over); den prækede desuden Selvmords Berettigelse ligesom første Del af Hoved­ strømninger. Og det i et Land, hvor Selvmord var saa hyppige som i Danmark! Ploug hævdede da med Styrke i Fædrelandet, at hvad Oversætteren mest af Alt syntes at ligne, var „en literær Forretningsmand, der gør i Tidens Modevarer, eller en rod­ løs Plante, som driver med Strømmen“. Dagbladet tog her

Made with