GeorgBrandesLevned_1907

182

Et Arbejdsactr hverandre, saa Resultatet blev ulæseligt; men efterhaanden lod jeg med en vis Færdighed Fingrene glide saadan over Papiret, at Linjerne kom til at staa i rette Afstand. I disse Maaneder, da det finere Arbejde om Dagen umuliggjordes mig ved den Helvedes Musik, der fyldte Huset, blev det Natten, hvori jeg lagde Planer og havde Indfald, som jeg da ikke sjældent optegnede i Mørke, for ikke at glemme dem. Tidt lod Arbejdet mig dog ingen Ro; jeg stod op, satte mig ved mit Skrivebord, skrev en halv eller hel Side og gik i Seng paany. Og var min Hjerne ikke til at be­ rolige, gentog dette sig tre, fire Gange, saa min Søvn blev meget inskrænket. Hvad man skriver ved Nattetid, synes En altid i Øjeblikket straalende godt, langt overlegent hvad man ellers finder paa. Desværre blegner det ved Dagslys; det er i Regelen en smertelig Skuffelse at gennemlæse det med koldere Hjerne. Imidlertid arbejdede jeg Dag og Nat saa feberagtigt, at jeg end ikke ved Foraarstid forlod Kjøbenhavn og henad St. Hansdag saa Dyrehaven for første Gang. Skoven var den Dag fuld af glade Kjøbenhavnere; jeg traf adskillige elskende Par, som jeg kendte, og jeg sagde til mig selv: Hvor mange hundrede Mile lever vel jeg fra Kjøbenhavn! 7. En af mine faa Adspredelser dengang var at aflægge smaa Besøg i en Familie, med hvilken jeg regnede mig en Smule i Slægt, skønt der intet Blodets Baand bestod mellem den og mig. Husets Frue, hvem jeg fra Barndommen af kaldte Kusine, havde som ung Pige været en sjælden Skønhed. Hun var, 16 eller 17 Aar gammel, bleven gift med en brav Købmand, og var nu i Trediverne, omgivet af en blomstrende Skare Sønner og Døtre. Hendes Navn var Frederikke