GeorgBrandesLevned_1907

206

Omflakkende Liv Saa rejste Rektoren, Sahlin, sig selv og udbragte den kort og fyndigt med den kendte Motivering: vi har en Gæst i vor Midte. 5. i Stockholm modtog jeg en Anmodning om ogsaa at holde mine fire Foredrag i Kristiania; der var paa Forhaand tegnet 200 Tilhørere, og det norske Dagblads Redaktion viste sig meget ivrigt for min Sag. Redaktør Bætzmann havde slaaet til Lyd for mig, og en af hans unge Med­ arbejdere, Olaf Thommessen (den senere Redaktør af dens Gang) kom mig som Bladets Sendebud i Møde paa Lille­ hammer Station. Ham kendte jeg en Smule, fordi han alle­ rede i Marts 1872 havde sendt mig et Digt paa en halv Snes Strofer til min Ære. Da han aldrig i sit Liv har offentliggjort Vers, kan det maaske more nogen at se den første Strofe deraf: Nu al den Kraft, som Vinterkulden stivnede, Han viste mig stor Hengivenhed og forblev min Ven for Livet. Vi modtoges med den forbausende Efterretning, at Konsistorium paa indgiven Ansøgning havde negtet mig et Universitetsauditorium at tale i. Da jeg var dansk Doctor philosophiæ og altsaa havde Ret til en Høresal i det danske Universitet, hvad det heller aldrig var faldet nogen Mod­ stander af mig ind at bestride, da denne Ret dernæst altid havde været betragtet som gældende i ethvert nordisk Uni­ versitet, var Afslaget ikke blot en Krænkelse af mig personligt, er vakt til Liv paa Vaarens milde Bud og alle Længslens Fuglesange livnede og alle Haabets Roser sprungne ud; thi nu jeg har et Maal i Verden fundet, skønt end jeg staar af mangen Hindring bundet.