GeorgBrandesLevned_1907

Italien 15 som Bryggervognene i Norden. Mændene sad foran i Solen ved Hestene i flere Rækker, som de kunde bedst, Kvinderne overfor hinanden som i en Char-å-banc, under Sejlet. Solen var hvidglødende, Sandet fygende; de røde, gule og hvide Dragter sprudede Lys og Farve. Paa Vejen skreg man, slog paa Tromme og sang. Nogle Smaapiger dansede til Castagnetternes Slag en henrivende Tarantel. Den ophørte, saaledes udført, at være Bondedans. Helt yndefuldt var det, naar Pigebørnene vendte Ryg til hinanden under Runddans. Og trindtom i de dybe Porte paa begge Sider af Vejen dan­ sedes Tarantellen, mens Æslerne kom travende, og Smaa- børn laa og sov i Kurvene langs Æslernes Flanker. Alle Firbenede, Heste som Æsler, alle voksne Mennesker og Børn var pyntede med røde Fjær, Sølvfjær og kunstige Blomster, og i denne Sol glimrede det kunstige Sølv som Ædelstene. De ældres Dragter var mest af Silke, højrøde med Guld; i Reglen var Dragten af purpurfarvet Silke med gult eller lysegrønt Forklæde. Mange Kvinder gik ikke, men dansede Tarantellen hen ad Vejen, mens andre slog Tambu­ rin og sang nogle dumme Melodier, der lignede de øster­ landske. Leopold Robert har i Syditalien set Lidet og har kun svagt gengivet hvad han saa. Stikkene efter ham, der er saa ud­ bredte, er meget at foretrække for Malerierne, hvis Farver er ganske uden Liv. I en Egn, hvor Farven er endnu mere betydende end Linjen, og hvor Alt opløser sig i Farve-Ind- tryk af blændende Art, har han villet binde Bevægelsen, binde selve Livet i nogle regelrette og smukke Linjer. Hans Italien er da ikke sandt, eller rettere, det svarer kun til et vist Skjønhedsideal i hans Hjerne, hvortil han fandt nogle Mo­ tiver i Neapel. Men hvad kan han for, at dette Ideal var lidt magert og fattigt! Stakkels Robert; han skød sig af ulykkelig Kærlighed til en Prinsesse. Havde han været

Made with