GeorgBrandesLevned_1907

22

Italien Franskmændene, hvoriblandt der var Sain og Bennér, gift med Husets Datter, besad mere Forfarenhed og Verdens­ tone, ogsaa finere Skønhedssans, var i det Hele mere Kunst­ nere end Tyskerne. Men der var i deres Væsen trods al Venlighed en vis høflig Kulde. De franske Malere var alle Republikanere, alle forbitrede paa Kommunen og i politisk Henseende som Folk, der havde faaet et Knæk i Ryggen. En af dem sagde: Vi bliver et andet Polen; vi hader hver­ andre som Polakkerne. Ingen foretrækker Frankrig for sit Parti. — Tyskernes Nationalstolthed havde jo faaet ganske anderledes Næring; de roste sig dog ingenlunde ligefrem. Men deres fleste Samtaler drejede sig om Italienernes Barn­ agtighed, Typens kolde Formskønhed, Mangelen paa Frisk­ hed og Jomfruelighed hos de unge Piger, paa Mandighed og Adel hos Mændene. Franskmændenes Samtaler derimod handlede om Muligheden af Fremskridt, eller rettere Alle som En mente de, at den hele Forestilling om Fremskridtet beroede paa Sansebedrag. Man faldt stadig tilbage. Et Folk gik Vejen fra vild Tilstand til Civilisation, og begyndte saa forfra. Det udvortes Fremskridts sikreste Resultat var de stedse mere forfinede Ødelæggelsesmidler. Hvad Færdselens stigende Hurtighed angik, saa gjaldt den ligesaavel den il­ somme Flytning af Kanoner som den flinke Befordring af Rejsende. Krig vilde aldrig ophøre. Raabet paa Fred var Aartusinder gammelt. Micha spaaede om Fred, og hvor skreg ikke Aristófanes paa Fred! Naar Privatmænd ikke mere bar Vaaben paa Gaden, beroede det blot paa, at de be­ talte Gendarmer for at bære Vaaben i deres Sted. Der vilde blive ført Krig, saalænge der gaves Ærgerrige, Kamphaner, og Menigmænd, der kunde puttes i Trøjen, ligesom der vilde være Kirker og Religion, saa længe der gaves Præster og stakkels Taaber, der troede dem. Med Troen paa et andet Liv gjorde Franskmændene Løjer. Der var, sagde de, en