GeorgBrandesLevned_1907

26

Italien ende af Bønder især fra Sydtyskland og Tirol, plumpe, skidne, forfærdeligt grimme, halvvilde af Fanatisme. Jeg saa St. Peters Statue paaklædt med Pavekrone og Pavering og over Statuen Pius IX’s Portræt. De Andægtige, de Bedende, de Taaen Kyssende, de Syngende, de Knælende — jeg følte mig al­ deles syg, mismodig indtil Haabløshed. Hvad var der at stille op mod dette, der under lidt forskellige Former var ens i alle Lande! Hvad nyttede det at hæve sin Røst i en Verden, hvor man saa fuldstændigt overdøvedes af Litanier! Det var umuligt at vinde et Publikum i Danmark og at leve af sin Pen, medmindre man skrev Prækener. Eller man burde maaske forsyne sine Bøger med et Forord: Jeg vilde gerne læses; men jeg kan ikke skrive Prækener; tag derfor tiltakke! Her i Rom overvældede med Et en Foragt mig for de Ledende i Danmark. Det var forfærdeligt som Magthaverne og de Landet beherskende to stakkels Aviser tog sig ud paa Afstand. Var de grimme nærved, saa var de endnu mindre Distance-Blændere. Og i mangfoldige Aar havde ingen Stemme kunnet hæve sig saaledes imod dem, at den tog Magten fra dem; thi de betegnede Nationens Jævnhøjde. Jeg kastede ved Afskeden fra Rom min Bajoc i Fon- tana Trevi, lagde mig saa ned og drak. Og dog vilde jeg egentlig ikke tilbage hertil; det var ikke det. Jeg vilde høre til her, i disse Egne. 9. Skandinaver i Rom gav Capri- og Syracuservin til min Ære Aftenen før jeg forlod Byen. Jeg tog med Jernbanen til Orte og i en med fem Heste og to Bøfler forspændt Diligence fra Orte til Viterbo. Kørselens Langsomhed for­ øgede min Forladthedsfølelse og mit Tungsind. Men fra mit