GeorgBrandesLevned_1907

342

Arbejde og Anerkendelse er den, der endnu bestaar som den afgørende Skole for franske Diplomater. Smuk, stilfærdig, livfuld og klar som Boutmy ^ar, gjorde han et velgørende Indtryk. Jeg gensaa ham ikke før i 1904, da Fru Taine en Dag indbød os til Frokost sammen. Da var han næsten blind, kunde kun gaa ledet af sin lille Adoptivdatter, men var overfor mig ganske den samme. Der var nu den Forskel i hans Væsen, at lystige Bemærkninger om Pariserforhold, som dem, han i sin Ungdom kom med, hørtes ikke mere fra hans Læber. Livligheden var for­ svunden, ene Klarheden var bleven. — Aaret efter var han død. Han talte dengang længe med mig om den franske Ro­ mantik. Efter hans Opfattelse var den i Grunden slet ikke romantisk un fa u x romantisme, classique au fond. Det franske Naturel var latinsk og klassisk; hvilke Spring og Sving det end foretog sig, det faldt altid tilbage til Klas­ sicitet. Han delte ikke mine varme Følelser for Ludovic Vitet, paastod, at han havde været Madame Duchatel’s Elsker, at han gennem hende havde opnaaet Grev Duchatel’s Beskyt­ telse og skyldte den sin Carrière. Han fandt det pudsigt, at Vitet derefter havde skrevet Grevens Biografi. Men nogen Aarsagsforbindelse mellem Grevindens mulige Hen­ givenhed for Vitet og dennes Forfremmelse er umulig. Thi Grev Duchatel giftede sig først i Slutningen af 1837; han havde været uadskillelig Ungdomsven af Vitet, og denne var allerede 1836 Medlem af Statsraadet. Jeg troer, dette er den eneste urigtige Antagelse, hvori Emile Boutmy har gjort sig skyldig.