GeorgBrandesLevned_1907

32

Italien tredie Klasse, derfor med et Godstog, var Farten ikke stærk, men jeg sagde med Bjørnsons Bergliot: Kør langsomt; thi vi kommer tidsnok hjem. Som beliggende ved Arno havde Pisa nødvendigvis nogen Lighed med Florents, men den var en langt mindre alders-tegnet By. Intet, der kunde lignes med Ponte vecchios ældgamle, snurrige Dejlighed. Gaderne var vel bedækkede med de toskanske Byers store, smukke Fliser, men regel­ rette og snorlige. Byens Skønhed var samlet paa den vidtberømte Duome- plads, der laa ensomt, afsides. Øjet søgte uvilkaarligt først det skæve Taarn, droges dog ikke mest deraf men af Bap- tisteriet, der i Form af en uhyre Pavekrone fængslede Op­ mærksomheden, og af Duomen med sin overraskende Søjle- fagade i fem Stokværk. Fra dem vendte Blikket tilbage til det skæve Taarn, den fine, høje, runde Bygning, bestaaende af otte hvide Marmor-Etager over hinanden, hver af de seks midterste dannet af fire og tyve yndefuldt slanke Søjler i Kres. Taarnet vilde været endnu smukkere, om det havde staaet lodret. Duomen tog sig i Sammenligning dobbelt skøn, solid og alvorlig ud, blot fordi den stod. En dyb og mærk­ værdig Kærlighed til det Lodrette var øjensynligt indgroet i Menneskesindet. Vi hadede det skæve. Det oprørte os, fordi Øjet følte det som en Fornærmelse, og vi vendte os da harmfulde bort. Ikke desmindre var det denne Bizarritet, denne Hæslighed i det fine Mindesmærkes Holdning, der havde gjort det til det eneste berømte i dette Trekløver af Monumenter og gjort Byens Navn kendt over Jordkloden. Vi elskede det Lodrette, som vi elskede det Gode. Begge Dele var et Krav i vor Natur, en Trang i vort Væsen. Ogsaa skønne Aander saarede os, ifald de var skæve, som Rousseau eller Kierkegaard. Det at staa lige paa Jorden, var Grundbetingelsen for alt andet.