GeorgBrandesLevned_1907

44

Italien ukendt, finere, mere styrkende Luft; jeg holdt mig uvilkaar- ligt rankere end ellers. Naar jeg følte mig saa vel i Venedig, beroede det bl. A. paa, at den jævne Befolkning aldrig var grov, næsten altid fornøjet, og saa høflig, at den for en ringe Drikke­ skilling, som man i Syd-Italien vilde kimse af, gjorde En Tjenester og viste En Velvilje. Den forsøgte aldrig at bedrage. En Aften, da jeg sad nede paa Riva dei Schiavoni med Havet for mig, en stor Have bag mig, kom en Række unge Mænd, Marinesergeanter i Uniform, forbi. En af dem foer ud af Geleddet og hen imod mig. Jeg rejste mig, han faldt mig om Halsen og kyssede mig ømt. Det var Alfonso Vigoriti. Jeg blev paany overrasket af hans Væsens Gratie. Fin af Ansigtstræk havde han et stærkt og smidigt Legeme, smalt om Livet som en ung Piges, og talte trods sin neapoli­ tanske Afstamning, det reneste, mest fuldttonende og musi­ kalske Italiensk, man kunde høre. Han sagde til mig: De skal ikke undre Dem over den store Hengivenhed, jeg har for Dem, endnu mindre fatte Mis­ tanke til den. Jeg er en Smule Fysiognomiker; jeg har været Maler i fire Aar, og syntes straks saa godt om Deres Ansigt, at jeg besluttede at gøre Deres Bekendtskab. Der­ for lagde jeg mig, da De i Jernbanevognen havde støttet Deres Fod mod Sædet overfor. Jeg tænkte, De da vilde tage Foden ned; saa vilde jeg sige, det behøvede De ikke, og saaledes indlede en Samtale. De tog Foden til Dem, og da jeg sagde, De maatte endelig lade den ligge, hørte jeg, De kunde tale Italiensk og aldeles fortræffeligt [overdreven Artighed]; saaledes fik jeg vort Bekendtskab i Stand. Nu vilde jeg ønske, jeg havde en lille Foræring at give Dem; saa vilde De ikke glemme mig; men nu glemmer De mig dog.