GeorgBrandesLevned_1907

46

Italien og da en Kæreste i en eller anden By. Men det mishager mig; det er grovt og dumt, og blev man ved med det, vilde man hurtigt gøre Ende paa sine Penge og sit Helbred? Jeg gentog mit Spørgsmaal, hvad han tænkte at gøre. Han svarte: „Jeg har i Grunden opgivet ethvert Haab; jeg overlader Alt til Skæbnen. Misforstaa mig ikke! Tro ikke, jeg beklager mig; jeg har det godt fra Dag til Dag. Men, hvad kan jeg blive? Maler, vil De sige. Men det er en Umulighed. Naar Tjenesten er til Ende, er jeg 23 Aar; jeg har næsten glemt, hvad jeg kunde; det er for sent at begynde forfra. De mener Nej, men hør og døm selv! For at blive en god Maler maa man have Penge, anvende mange Aar paa Arbejdet, før det kan indbringe noget. Den som skal arbejde mod to Maal paa én Gang, at have en god og smuk Plastik i Farven og at fortjene sit Brød ved Kunsten, han er forbi. Desuden, hvad troer De, man giver for en Begynders Malerier! Min Fader er død, min Moder, poveretta! og min lille Søster lever kummerligt nok af Pen­ sionen efter ham: af dem kan jeg intet vente.“ — Jeg vilde have følt det som Lykke at kunne sige til denne unge Mand: „Jeg skal hjælpe dig to Aar, indtil du kan male“ ; men jeg var ikke mere velhavende end han. — For at kunne købe nogle Fotografier efter venezianske Kunst­ skatte havde jeg i nogen Tid maattet give Afkald paa min Frokost. Pengeløs, som jeg var, havde jeg skrevet til en Bekendt, hvem jeg havde laant 10 (ti) francs for om muligt at faa dem igen, og til en Ven om at laane mig 100 francs for om muligt at kunne forlænge mit Ophold i Venedig nogen Tid. Nu kom Afslag fra dem begge, jeg kunde kun med Nød holde mig her tre Dage endnu og maatte saa tage hjem. Da jeg havde faaet Brevene, gik jeg hen paa Marcuspladsen og skrev med Blyant paa et Stykke Papir disse Vers:

Made with