GeorgBrandesLevned_1907

47

Italien

F I N I S 0 saa skal jeg da surres til Pælen igen, af en skinhellig Pøbel begloes og betragtes. Og mit Hjerte skal smides for Hundene hen, og mit Navn skal flaas, og min Stolthed skal slagtes. Det er endt. Jeg skal hjem. O mit Fristed, Farvel! Luft, du klare, hav Tak! Tak, Italiens Kvinder, som med Skønhed beriged og fyldte min Sjæl, og I Marmorpaladser med lysende Tinder! Det er endt, jeg skal rejse. Farvel! Farvel! Ak, I spørge, I Solbørn! hvorhen jeg vil gaa: Spørger e j! Der er mørkt, der er stygt, hvor jeg fødtes. Her min Vej med Granatrosens Flammeblomst strøedtes, hist er Vejen moradsig og Himmelen graa. Ingen Søjler og dejlige Statuer staa, ingen glødende Tavle fik Liv der i Landet, og et Menneskeliv helt forkrøblet I saa 1 forknyttet Fordummelse sive i Sandet, ifald Eders Blikke saavidt kunde naa. Et mig trøster, et Forsæt. Jeg giver mig ej. Var en Gabestok sikker — i Trods har jeg levet, og intet af hvad jeg har villet, har skrevet, har tænkt og har elsket, fornegtede jeg. Jeg er svag, lad saa være: Jeg véd, hvad jeg vil. Jeg er tomhændet, sandt! Men jeg har mine Hænder. Og bebrejder mig ej, at jeg er lutter Ild. Højst nødigt det gøres, at saadan jeg brænder, Hin Is skal je g smelte, saa Ild maa der til.

Det var en Fornøjelse at se Venezianerinderne i deres hvide Kjoler med den lille Knipling over Haaret gaa ind i Kaféerne under San Marcos Buegange, eller gaa samtalende forbi. Stadigt iagttog man imidlertid samme Skue: den ældre Mand, den unge Frue, og den tredie; Blikke, der ikke behøvede Fortolkning, visse Drejninger med Hovedet for at Manden, som var gaaet ind i Kaféen, ikke uforvarende skulde komme