GeorgBrandesLevned_1907

56

Italien af Vinduet i Skjorteærmer. Men da jeg traadte ind, havde han taget en Fløjels Jakke paa. Han knugede mig til sit Bryst, saa jeg nær havde tabt Vejret. Jeg fandt ham smuk. Han havde en Pande uden Lige, klare Øjne, langt lokket Haar. Vi talte straks to, tre Timer sammen, en Del om hans Arbejde, om vore Kaar hjemme, angaaende hvilke vi stemte overens, ogsaa en Del om mig. Jeg gik paany med Lange paa Galleriet, og gik igen til Ibsen, der tog mig med til det smukt beliggende Waldschloss- lein, hvor vi spiste og drak 01. Han meddelte mig de Forsøg, Bjørnson, som da var mig gram, havde gjort for at faa Ibsen til at undgaa al Forbindelse med mig, og viste mig de paagældende Breve; meget beklagede han sig ogsaa over den paatrængende Iver, Redaktionen af Ide og Virkelighed havde udfoldet for at faa ham til Medredaktør. Rudolf Schmidt havde skrevet ham seks, syv Breve til i den An­ ledning og paadraget sig et yderst bidende Svar, der er udeladt af de Ibsenske Breve, som i hans sidste Leveaar udgaves. Ibsen talte en Del om nordiske Kulturforhold og nor­ disk Poesi. For ham som for mig var hele vor Dannelse forældet, laa bagud for den i Europas Hovedlande. For Stortingets Bønder var endnu Mallings Store og gode Hand­ linger en passende Læsning. Om dansk Digtning talte han uden Begejstring. For Heiberg havde han betydelig Respekt, havde ogsaa i sin Tid givet ham Ret i hans Polemik over­ for Hebbel og andre; nu tvivlede han paa Heibergs Ret, da han havde modtaget nye Indtryk fra Udlandet. Om Henrik Hertz dømte han køligt; det var gaaet ham nær, at man havde fundet Lighed mellem Gildet paa Solhaug og Svend Dyrings Hus. Ninon led han ikke; den var fransk. Da jeg leende tog til Genmæle og paastod, der gaves ikke noget, som var mindre fransk, undrede han sig meget.