GeorgBrandesLevned_1907

66

Hjemme to hundrede, og Bifaldet var øredøvende. Tilhørerne var ikke en sammenløben Hob, men som Regel Kjøbenhavns mest udviklede unge Mænd og Kvinder. 6 . Faa Uger derefter begyndte Stemningen at vende sig imod mig. Forelæsningernes egentlige Indhold var som for­ dampet; men fra Mund til Mund fløj i dumt eller ondskabs­ fuldt forvreden Skikkelse løsrevne Sætninger, jeg skulde have sagt, oprørende alle. Jeg havde anbefalet Selvmord — havde dog mærkelig nok ikke givet Eksemplet — havde lovprist franske Ægteskabsbrudsromaner — end ikke i en eneste Bog, jeg havde omtalt, forekom et Ægteskabsbrud — jeg" havde angrebet de Danske, fordi de ikke var Ateister; jeg havde ytret dyb Foragt for Danmark og den danske Literatur; jeg havde kaldt Thorvaldsen et gammelt Fæ; jeg havde udtalt mig nedsættende om Begrebet et H jem ; jeg havde angrebet Samfundet, ganske som de socialistiske Murere og som Louis Pio, Internationales Stormester for Danmark; kun af Fejghed sluttede jeg mig ikke til ham osv. osv. Det blæste op til en Storm i den lille By, der da som nu var stor i egen Mening. Endnu sporedes dog kun de første Vindstød, som forkyndte Uvejret, der var i Anmarsch. Naiv som jeg var, indbildte jeg mig at kunne bringe Sladderen til Taushed og kunne opnaa, om end ikke en Tilbagevenden af den første Begejstring, saa dog en rolig, saglig Tilegnelse og Drøftelse af mine Synsmaader, naar jeg blot udgav i Trykken, hvad jeg havde sagt. Jeg betragtede mig ungdommeligt som forpligtet til at holde mig saa nær som muligt til Ordlyden, og undlod derfor saavel at mildne enkelte krasse Udtryk som at fuldstændiggøre mine Kund