GeorgBrandesLevned_1907

70

Hjemme ikke siden, han selv havde henvendt sig til mig. — Saa ubetydeligt ogsaa dette var, det viste mig, at Ringen lukkede sig om mig. Allerede i den sidste Uge af Februar 1872 blev Skraalet imod mig i Kjøbenhavn til et Brøl, og jeg følte ikke fra Uge til Uge, men formelig fra Dag til Dag, hvorledes Ra­ seriet steg imod mig. Det forekom mig, som om den Ung­ dom, der havde fulgt mine Forelæsninger med saa lidenskabe­ lig Deltagelse, paa en eller anden Maade nu maatte aflægge offentligt Vidnesbyrd. Men der var Ingen, som tog til Orde for mig. 21. Februar skrev jeg i min Notitsbog: „For første Gang tænker jeg: Mon Alt er forgæves, mon der virkelig aldeles ingen Ungdom er? Lad saa være, der er ingen. Sagen selv er tabt. For mig bør dette kun være en Grund mere til at vise Karakter. Fiat!“ Idet jeg den Dag gik ud paa Gaden, mødte jeg en af de danske Malere, jeg stadig havde omgaaedes i Rom. Jeg saa ham til min Glæde og Overraskelse komme langt borte. Da jeg laa syg i Via Purificazione, havde han næsten dag­ ligt set op til mig, som han ærligt tilstod, ikke af Medliden­ hed, men fordi han morede sig fortræffeligt med, hvad jeg meddelte ham. „De er jo ikke hjertesyg,“ sagde han en Gang; „vidste man ikke bedre, vilde man tro Dem helt rask, og min bedste Morskab i Rom er at se til Dem.“ Ingen havde jeg vist større Taknemmelighed, skønt han næsten altid sad tavs og hørte til; og for Ingen nærede jeg i mit Hjerte større Ømhed. Jeg vilde lige til at ile ham i Møde og strække Hænderne ud, da jeg opdagede, at han stirrede ubevægeligt hen for sig, haardnakket undlod at lade sine Øjne møde mine, og gik mig forbi med stive Skridt uden at hilse. Siden gentog dette sig naturligvis talrige Gange med