GeorgBrandesLevned_1907

76

Hjemme synderlig fast i sin indre Støbning, men ung og aaben, mærke­ ligt evnerig og sprudlende af Indfald. I November og De­ cember skrev han et Par Digte Engelske Socialister og Paa Satorysletten, som han i forskellige Krese læste højt; de aabenbarede mig som andre hans store poetiske Talent, om der end paa dette tidligste Tidspunkt agtedes mindre paa selve dette end paa Versenes revolutionære Indhold. Deres Form var nu og da ufuldkommen, og det faldt i min Lod at give Holger Drachmann de første Anvisninger til mere virknings­ fuld Behandling saavel af Sproget som af de metriske Ud­ tryksmidler. Endnu saa langt frem som til 1880 tror jeg ikke, Drachmann udgav noget, han ikke havde drøftet med mig først; men hans Øre var af Naturen saa fint og hans sproglige som hans metriske Anlæg saa overordenlige, at de kun behøvede en ubetydelig Retledning for at naa en Ud­ foldelse, der satte Tidsskel. Drachmann var betaget af Kommunens Opstand og af Arbejdernes Sammenslutning til den mellemfolkelige Forbin­ delse, som kaldtes Internationale; dens Program, der for­ dømte Krigen, Patriotismen som Krigens Ophav, og Borger­ skabet som den pengepugende og udnyttende, spidsborger­ lige Stand, var ogsaa hans Program. Principielt var han Socialist, fjendtligt stemt mod Rigdom og Luksus. At Adskilligt i hans rent menneskelige Anlæg og ikke Mindre i hans Kunstnertemperament var uden Forhold til dette Program, ja laa i Strid dermed, var ham da aldeles ikke bevidst. Han, hans unge Frue og jeg gik jævnligt ud at spise til Middag sammen i Wittmacks Restaurant, og det blev de første Gange Genstand for min ikke ringe Forundring, at den barske Socialist daarligt kunde nøjes med ringere end en af de bedste Sorter Bordeaux. Saa harmfuld han følte