GeorgBrandesLevned_1907

78

Hjemme niets Komedie, hvori Mantzius havde indlagt nogle Stumper af min Afhandling om H. C. Andersen for at vrænge. Jeg havde da læst den unge Mands Vers uopmærksomt og fundet dem „ranglede“, om hvilket Ord han nu mindede mig. Han gjorde lige straks det bedste Indtryk. Han var Naturforsker, Botaniker, Darwinist og var begyndt at give almenfattelige Fremstillinger af de Darwinske Grundtanker. Han havde det smukkeste Smil, Haar og Skæg blødt som Silke, var iøvrigt sluttet, faamælt, sagde intet, som var hverdags, og syntes at sidde inde med Værdier, der ikke var let til­ gængelige for ham selv, endnu langt mindre for Andre. 11 . Disse Mænd dannede Gruppens oprindelige Kærne, hvor­ til enkelte andre sluttede sig. Det gærede i disse unge, og de følte sig som Fremtidens Mænd. Vel var de kun en Haandfuld, men de var overbeviste om, at der sad Hun­ dreder spredte i Byen og paa Landet, som kun ventede paa et Signal for at give deres Tilslutning, og det kom lige straks paa Tale imellem dem, at man burde stifte en Forening til Fremme for de ny Ideer. Betænkeligheder blev en Aften afviste som Udslag af uværdig Frygtsomhed, og da Over­ vejelserne trak ud, raabte Edvard Brandes for at gøre Ende paa Sagen: Saa er Foreningen stiftet! Da Ordet var udtalt, applauderede man. Jeg for min Part var den eneste, som ikke følte sig tilfreds med Ud­ sigten; dels havde jeg som den adskillige Aar ældre noget større Erfaring, dels indsaa jeg, at da mit Navn var det eneste Offentligheden bekendte, vilde jeg komme til at bære hele Ansvaret og efter al Sandsynlighed maatte trække Læsset, jeg, som stolede mindre paa Mennesker end nogen af de andre.