GeorgBrandesLevned_1907

82

Hjemme budt og hjerteligt modtaget, trak sig nu, to Maaneder efter, aldeles tilbage fra mig. Universitetsprofessorerne, der tid­ ligere saa at sige alle havde været mig velvilligt sindede, men om hvem det jo ikke var at vente, at de skulde gøre noget for at hævde Lærefriheden overfor Kirken og Pressen, lod mig falde. De havde læst en advarende Indberetning, Professoren i slaviske Sprog, en troende Sjæl, havde afgivet angaaende mine Foredrag, som han alene af dem havde hørt. Jeg havde, paa Opfordring af den da 81-aarige Hauch, til Uni­ versitetet indgivet en Ansøgning — den eneste, jeg har rettet til det — om en Ansættelse som midlertidig Docent med et Honorar af 800 Kr. aarligt; men jeg modtog ikke engang et afslaaende Svar. Den svenske Forfatter Carl von Bergen, min Kammerat fra tidligere Dage, som i Juli besøgte mig, betegnede paa dette Tidspunkt Opinionen overfor mig som et sandt Had. Han sagde til mig: „Jeg kan ikke skjule for Dig, at jeg har besøgt de forskelligste Krese i Danmark, men har hos alle Mennesker fra Ministeren til den simpleste Journalist fundet samme Had.“ 13. Ædelttænkende, som Hauch var, havde han døende ihu­ kommet et gammelt Udsagn til mig og dikteret en Erklæring, hvori han udtalte sit Ønske om, at jeg som hans Efterfølger skulde indtage den Plads ved Universitetet, der nu ved hans Død blev ledig. Selvfølgelig behøvede Ingen at tage Hensyn til hans Ønske. Men det gjaldt i Kjøbenhavn om at faa selve Kundskaben til det forhindret. Til Fædrelandet hen­ vendte man sig af gode Grunde ikke. Men saavel Dagbladet som Berlingske Tidende negtede Konferensraadinde Hauch at optage Carsten Hauchs Erklæring, skøndt den Døende udtryk­ kelig havde ønsket den offenliggjort i danske Blade. Da jeg.