GeorgBrandesLevned_1907

84

Hjemme ning til de gamle udlevede Kulturlande lysende Udviklings­ tanker er oppe i Norden, hvor der vælder elementære Kræfter op af Folkebunden med tydelig Belæring til alle, som vil nemme, om hvor Aand er. Ved i en saadan Tid at vælge det Midtpunktsløse har Hr. B. uigenkaldeligt opgivet at komme i andet Forhold til det Store end et Misforhold.“ Heimdal begyndte nu med den Formodning, at „den frie Tanke“ blot var et Stikord, en tom Talemaade, der skulde klæde rask, men som der ikke mentes noget bestemt med, saa det var idel Drengestreger atter og atter med Brask og Bram at føre den i Munden, og kom til det Resultat, at „den frie Tanke“ var „den frie L y st“; thi i alle de Bøger, som blev gennemgaaede, var den fælles Grundfølelse en graa- dig Nydelsessyge, udsprungen af den Forestilling, at Lykke var Menneskets Ret og Livets Maal. Herpaa var jeg gaaet ind, istedenfor at jeg skulde have sagt: I har et lavt Begreb om Menneskets Adel, naar I mener, at Livet er os givet for at vi skal være lykkelige. Lad Trællesjæle leve i den Tro; fribaarne, adelige Sjæle husker, at Livet er givet os for at vi skal kæmpe og lide og derigennem udvikles. Og I er derhos gale; thi I trækker en Veksel paa Livet, som det aldrig har honoreret og aldrig kan honorere osv. „Vi kan derfor umulig faa andet ud af Hr. Brandes’s Forelæsninger, end at Lysten skal sættes i Lovens Sted, og at „den frie Tanke“ er den, som hævder denne Lystens Ret lige overfor Samfundsbevidsthedens Tvang. Men saa synes det os rigtignok, at „den frie Tanke“ snarest burde hedde den frække Tanke“. Jeg havde, hed det, paa vor hjemlige Aandsudviklings Be­ kostning prist alle de „glimrende, men ormædte Frugter af den frie Tankes Gifttræ.“ Og Artikelrækken sluttede: „Det tør haabes, at det danske Folk vil foretrække sit eget hjemme­ gjorte Tøj for Parisernes gamle, aflagte Klæder, om de end ere aldrig saa snildt fiksede op af Forhandleren her til Lands.“