GeorgBrandesLevned_1907

90

Hjemme Hans Græmmelse og Harme fik snarere Luft overfor min Moder, end overfor mig; det var pinligt for hende at se, hvorledes han led, og vanskeligt at tale ham til Rette, naar han var vred. Dog de offentlige Angreb var det mindste af det. De ufortrødne Bagvaskelser af mit Privatliv, som pinte mest, virkede paa mit endnu uprøvede Nervesystem. Mit Legeme var ikke frisk, end mindre stærkt. Jeg følte det nogle Uger, som om min Kraft var udtømt. De indre Kilder til Fornyelse vilde ikke til at springe. Jeg vil kun nævne, at jeg ikke kunde gaa ved Siden af en Dame paa Gaden, uden at Sladderen formelig rendte grassat, saa jeg havde den Smerte, at Damer, jeg et Øjeblik standsede, bad mig, ikke at tiltale Dem. Det hed sig, at den unge Fru Drachmann (aa, den Stakkel; den Stakkel!) af sin Mand maatte prygles til at modtage mig, „Ateisten“, og gennem Byen galopperede det Rygte om vore Sammenkomster, at Holger Drachmann vakte sin unge Hustru op af Søvne og tvang hende til at deltage i natlige Orgier, der var hende en Gru. Til Grund derfor laa, at da et lille Selskab en Aften befandt sig i fortræffelig Stemning — det formeligt knitrede af Lystighed og Lune — gik Drachmann, der vidste, hvor meget den unge Frue vilde nyde denne Munterhed, hjem, mens det endnu ikke var sent, vakte sin Hustru og tog hende med tilbage til Selskabet, som hun heller end gerne vilde deltage i. 17. Som udespærret fra Dagbladene havde jeg ingen anden Udvej end at udgive et Flyveskrift, ifald jeg vilde svare mine Angribere. Adskilligt talte derimod; det var, som Henrik Ibsen hævdede, at gøre dem for megen Ære; men jeg mente, som jeg var stillet, ikke at kunne lade alle disse Paastande uimodsagte og mindedes Goethes Ord: