GeorgBrandesLevned_1907

92

Hjemme sættelse med Literaturernes Historie tilbage. Der var siden mit Møde med Stuart Miil blevet en Lyst til Sysselsættelse med ren Filosofi tilbage som dets Nedslag i mit Sind. Det var Spørgsmaalet om Forestillings-Associationen som den menneskelige Erkendelses Grundprincip, der ikke lod mig Ro. I Maanederne Juni og Juli aandede jeg kun derfor og glemte Alt derover. Der var skønne Sommernætter, hvor jeg ikke kunde lukke et Øje paa Grund af den Ekstase, hvormed Planen til min Bog fyldte mig. Efter at have ar­ bejdet med Englændere som Mili og Franskmænd som Mervoyer, dikterede jeg min Moder enkelte Partier af det planlagte Værk. Denne Sysselsættelse med abstrakt Filosofi havde det Gode, at den udrev mig aldeles af Tankerne paa Byen Kjøbenhavn, dens Beboere og dens Presses Holdning overfor mig. Men som alt tidligere berørt, mine Evner for­ slog ikke til Udformningen af de Grundtanker, der fore­ svævede mig, og jeg lod efter et Par Maaneders Forløb Arbejdet falde. Umiddelbart at fortsætte Arbejdet med Hovedstrøm­ ningerne var mig ikke muligt, og af en besynderlig Grund. Jeg formulerede den saadan for mig selv: „Man kan ikke skrive, naar man er naaet til at ringeagte sine Læsere altfor stærkt. Man vil da ikke give dem sin Varme, sin Patos — den er for god til dem, og de vilde ikke tro paa den; man vil ikke skemte og spøge for dem; thi Skemt og Spøg forudsætter, at man føler sig veltilpas i sin Kres og véd sig i godt og sympatetisk Selskab. Bitterheden og Mistilliden kaster sin Malurt i hver Drik, man vilde brygge.“ Jeg trængte simpelthen til at genvinde min Ligevægt og opnaa Glemsel ved Modtagelse af nye Indtryk. I de Dage ønskede Maleren Kristian Zahrtmann, hvem jeg i mange Aar havde kendt, at male mit Portræt. Han boede ved Kysten lige i min Nærhed hos sin Kusine Grev