GustavPhilipsen_AfMinUrtegaard_1923

Kunst i Glyptotekets nys fuldførte Kejsersal. Han mod# tog som sine Gæster alle der tæller med i vort Samfund, han gjorde det uden Overmod men uden undersaatlig Ær= bødighed. Han stod der som den virkelige Grandseigneur; man maatte uvilkaarlig tænke paa Renæssancens store kunstelskende Pengefyrster, der vist heller ikke var lige nemme at have at gøre med. Er det Gammelmandsgnavsind, der lader mit Slægtled synes, at det ikke alene er ham vi savner. V i mindes Chrb sten Berg, Hørup, Estrup, Bjørnson, der ogsaa betød saa meget fon os, Julius Lange og Fallesen og Holger Drach* mann; er vort Liv ikke blevet graat og kedsommeligt efter deres Bortgang, eller vil en Eftertid sige det samme om Professor Birck og Borgmester Kaper? Carl Jacobsen var en Kampnatur, æggende til Modsigelse, til Modstand mod hans tyranniske ofte ilde ledede Vilje, men er Kampen ikke Livets Vilkaar? Og var det midt i den bitreste Strid muligt at glemme, at selv hans særeste Luner udsprang af den inderligste Kærlighed til det skønne og gode? Og den der højt har elsket skal alt — eller næsten alt være tib givet, navnlig da vi blev fri for Spiret paa Frue Kirke!