GustavPhilipsen_AfMinUrtegaard_1923

Hvad jeg saaledes har lært og anskuet særlig i Kunstens Verden, har beredt mig den reneste, mest uselviske Glæde. Og der er det gode særlig ved Kunstinteressen, at her gør det ikke noget, at man bliver gammel, tværtimod synes det mig, at naar jeg ser det samme igen med Tiaars Mellem? rum, bliver Tilegnelsen stedse rigere og dybere. Men der er endnu noget andet, der i det mindste hos mig er vokset med Aarene, det er Trangen til Samkvem med andre Mennesker. I Ungdommen har man nok i Ide? kampen; for den ældre bliver Menneskeværd og Menne? skeskæbne af større Vægt. Gør jeg nu min Balance op, saa vidste jeg, at jeg havde mange Hattebekendte; jeg er blevet rørt over, at jeg ogsaa har virkelige Venner. Jeg syntes ikke, at jeg havde fortjent det; jeg forekom ofte mig selv altfor objektiv, altfor egoistisk, med altfor ringe Hjertevarme og Ekspansionstrang. Desto taknemmeligere er jeg for alt, hvad der er slaaet mig imøde i disse Uger; desto mere takker jeg Dem, mine Herrer og Damer, der har vist mig denne store Ære, og de mange, der skriftligt har sagt mig, hvor gerne ogsaa de vilde have været tilstede her i Aften. Og til Slut endnu dette: Jeg mærker, at jeg er kommet til at oprulle et Livsbillede for Dem, og De vil maaske spørge, om jeg har gjort dette som et Eksempel til Efter? følgelse. Aa nej, det har jeg ikke, og det er vist saare tvivlsomt, om jeg turde gøre det. 5* 31