GustavPhilipsen_AfMinUrtegaard_1923

senere som ovenberørt M. A. Goldschmidi, selvfølgelig ikke alle paa éngang, men næsten regelmæssig i Middags* stunden flere ad Gangen. Det er mig ubegribeligt, at Fader, staaende ved sin Pult, kunde fortsætte sit Arbejde, til* syneladende uanfægtet af den livlige Samtale, hvor Bøl* gerne undertiden gik højt. Henvendte man sig til ham for at æske hans Mening, om han var Højre eller Venstre, Troende eller Fritænker, svarede han ufravigelig: jeg er P. G. Philipsen. Jeg erindrer da desværre Christian Winther kun fra denne hans Affældighedsperiode med hans underlige stive Holdning og hans løjerlige Krølhaarsparyk, og mine Be? søg som Barn i hans Hjem, eller i hans sidste Leveaar i Paris skulde ikke forskønne Billedet af ham. Det blev mig svært gennem hans Digtning at naa til Begejstringen for den danske Elskovs fejrede Digter; først Georg Brandes’ herlige Skildring i »Danske Digtere« aabnede mit Øje fuldt og helt for den store Digters Værd. En halvt tilfældigt opstaaet Forbindelse med en meget yndet Forfatter førte heller ikke til et blivende Forlags* forhold. Jeg tænker paa Vilhelm Bergsøe. Da det, der passerede mellem Fader og ham, saavidt min Erindring rækker, er urigtigt fremstillet i Bergsøes Livserindringer, maa jeg gaa lidt nærmere ind paa denne Sag. Fader havde i lang Tid næret et levende Ønske om at udgive et Værk over Rom og Italien. Bergsøe var en ung Naturforsker med udmærket Fremstillingsevne. Uag* tet han hørte til det Parti indenfor vore Zoologer, der stod paa Krigsfod med den Retning, der havde Herre* 48