KøbenhavnPaaHolbergsTid

Kvindernes Klædedragt. 119 min Adriene?« hvortil Pernille svarer: »Min allerkjæreste, I er aldrig smukkere, end naar I ikke er snøret, jeg ligner en snøret Jomfru ved en smuk Have, men en usnøret ved en angenem Skov eller Lund. Der er en kunstig, men her er en naturlig Skjønhed.« I »Uden Hoved og Hale« (2, 5) siger Henrik, naar han ser det lange sorte Klæde med Horn, som er brugt til Pandens Forklædning: »Dersom min Herres Broder Boland eller hans Tjener Haagen, som tror alting, havde kommet over dette, havde de hildet dem ind, at det var Fan­ dens Moders Adriene.« I »Henrik og Pernille« (1, 6), ifører Pernille sig sin Jomfrus Adriane. Adriene eller Adriane var altsaa en lang Klædning, der brugtes af fornemme Folk, i »Abracadabra« (1, 4) nævnes en, der kostede 70 Bdl. Den havde Navn efter et fransk Skuespil »l’Andrienne«, hvis Titelrolle spilledes 1703 af en Skuespiller­ inde Dancourt, der var iført en saadan Dragt; det var en lang Kjole aaben foran og affaldende til Siderne18). Den var endnu ikke nogen almindelig Dragt, da den danske Skueplads aabnedes, og passede ikke for simple Folk; derfor siger Arv i »Jean de France« (4, 3), da han ser Marthe: »Hør Marthe, hvor Fanden har du faaet den Adriane fra, det er jo endnu for tidligt, Hundedagene er jo end ikke begyndt«; han tror altsaa, at hun er gal. Og i »Barselstuen« (2, 2) siger den ene Dame, da hun ser Anne Kandestøbers: »Mener I, at den So har ikke ogsaa faaet Adriene paa sig«! I »Den politiske Kandestøber« (1, 2) fortæller endelig Henrik, at Herman von Bremenfeldt med Djæve­ lens Magt forleden Uge vilde, at Mutter skulde gaa med Adriane, »skjønt han kom ingen Yej dermed, thi Mutter er en gudfrygtig gammel Kone, som heller lod sit Liv, end lagde sin Flasketrøje af«. I Løbet af nogle faa Aar kom Adrienen dog i Mode i alle Stænder. Til fin Damepynt hørte ogsaa Adraskanter, der nævnes i »Barsel­ stuen« (2, 3), lange under Albuen nedhængende Manschetter19), sam­ men med Smække. I »Den Vægelsindede« (2, 3) omtales Kniplings- skjørt som noget meget fint. Fejende Damer gik med Axelskjærf (Jakob von Thybo 4, 8). I »Abracadabra« (1, 4) nævnes ligeledes en rød Fløjels Kaabe. Da Apicius i »Den Vægelsindede« (2, 3) spørger Helene, om hun har Snørliv paa, svarer hun: »nej, vi gjør os ikke saa gemen at gaa med Snørliv, det er altsammen gammeldags«. Den snørte Figur hørte altsaa til de ældre Folks Dragt og ovenpaa denne sad Flaske­ trøjen, et stram t Liv med Skjøder. I den ældste Udgave af »Den

Made with