KøbenhavnPaaHolbergsTid

4 Indledning. Værtshuse, en anden Bellmann. Engang for nogle Aar siden kom Forfatteren af nærværende Skrift ind i en Gaard i Pilestræde og ud­ talte nogle Ord om Stedets gammeldags Ydre, hvorpaa han strax fik den Forklaring, at her i gamle Dage havde været Vinhus og »her sad Holberg«. Men ved at se efter i de Kilder, hvoraf Vinhusets Tilværelse skulde bevises, fandtes aldeles in tet, der kunde bestyrke en saadan Mening, tvært imod boede her 1720 den reformerte Præst Røbche og 1728 dennes Enke. Man læser i den Art historiske Feuilletoner, som nu yndes saa meget, den ene Gang efter den anden om Vinhuse, til hvilke Holbergs Havn bliver knyttet, men herom vides intet og kan intet vides, det er alt Hjærnespind og ikke Sagn; det eneste af denne Art, man lærer af hans Skrifter, er, at han nogle Gange havde været i den K lub, der ved 1720 holdtes hos Biehl i »Fortunen«. Vi veed af Holbergs eget Udsagn, hvor lidet han yndede Drik, og hvor tidlig han, allerede i en Alder af et P ar og tredive Aar, havde vænnet sig til den tarveligste Levemaade. Allerede i Fortalen til Skjæmtedigtene af 12. Jan. 1722 siger han: »Jeg lever indgetogen og regulier, fordi jeg kan ikke leve vellystig, ligesom den, der aldrig spillede, fordi han aldrig havde Penge; jeg drikker ikkun Vand, fordi jeg taaler ikke at drikke Vin«. Det har altsaa ikke da været nogen Fornøjelse for ham at gjøre sig tilgode paa Vinhuse og andre offent­ lige Steder. Det kunde dog tænkes, at han et eller andet Sted kunde have siddet i en afsides Krog ligesom hin Stadssatyricus i »Peder Paars«, om hvem Værten siger:

»Han undertiden mig den Æ re vel beviser at komme hid iblandt og se mit ringe Hus, alt, hvad han kjøbor, dog er for en Styver Snus. Jeg havde Aarsag som en Vært at hannem hade, han drikker ikkun Yand, ej tømmer mine Fade.«

Men herom veed vi ej heller det mindste, th i hvad der be­ rettes om hans Besøg i Peder Larsens Ølhus i Pilestræde, er aldeles uden Hjemmel, som det nærmere bliver paavist i det følgende. Den Opfattelse af Kjøbenhavnerne, som formede sig i hans komiske F igurer, har han faaet i de Dage, da han ikke var den bekjendte Professor, men en fattig Kandidat, der ikke var kjendt saaledes, at man bevarede det i Mindet som noget mærkeligt, at han