Musikforeningens_2

— Pennefejde — 89 medens Psalmen ikke var fundet saa betydelig, at man af Hensyn til den vilde g-jøre nogen Indskrænkning i de klassiske Komposi­ tioner, der stod paa Programmet. At ellers de danske Komponister ikke kunde kaldes iorbigaaede, viste en vedlagt samlet Oversigt, hvoraf det fremgik, at der paa 13 Koncerter var givet 15 Numere, større og mindre, af danske Komponister. Naar Artiklens Forfatter alligevel havde taget den nationale Musik i Forsvar, havde han i sin Argumentation imidlertid sprunget et vigtigt Punkt over, det nemlig, at den gamle Lov, ud fra hvilken han stillede sin Fordring, udtrykkeligt i 1839 var ændret derhen, at Musikforeningen foruden af den nationale Musik skulde fremme Udbredelsen af god Musik overhovedet. I Overensstemmelse med dette havde Foreningen virket efter sin Overbevisning om, hvad der tjente Opgaven bedst. „Erfaringen viste snart,“ hedder det, „at Udgivelsen af danske Komponisters Arbejder ikke er praktisk virksom til at udbrede dansk Musik. Man er derfor kommet til at arbejde for det andet Hovedøjemed, at udbrede Sans for Musik overhovedet. Derfor er Virksomheden koncentreret i Koncerter med klassiske Værker. Men er det fornemmeligt den musikalske Sans hos Publikum, det skorter paa, og er det fornemmeligt om at gjøre at lære Publikum at høre og forstaa Musik, saa vil det ogsaa indses, at det er et underordnet Spørgsmaal, om Lærebøgerne, der benyttes, ere skrevne af danske eller fremmede Forfattere. Det, det kommer an paa, er om den Musik, man giver, er gediegen og god.“ Ordene kunde ikke falde mere klare og bestemte. Programmet for Musikforeningens hele Virksomhed ér hermed givet, det er det officielle Banner, som for første Gang udfoldes. Repræsentantskabet stillede sig ganske paa Administrationens Side. Det erklærede, at Fremstillingen „fuldkomment diskulperede Administrationen fra enhver Mistanke om uretfærdigt at foretrække nogle Komponister og tilsidesætte andre“ og udtalte, at „Repræ­ sentantskabet kun er blevet bestyrket i den Tillid, det altid har næret til Administrationens Iver for at fremme Selskabets sande Tarv“ . Hermed var Fejden endt. Den dukkede kun af og til op igjen i denne Tid med smaa Hib og bidske Bemærkninger til den slemme „Areopagus“ , hvoriblandt det af Berggreen udgivne lille Blad „Hejmdal“ , der forøvrigt kun blev et Par Numere gammelt, særligt gjorde sig bemærket. Efter det polemiske Intermezzo kom da endelig Gades Gmol- Symfoni op i Efteraaret. 1843 som den i Foraaret samme Aar var