Musikforeningens_2

— Den italienske Opera —

91

vaagede en gunstig Stjærne over disse Italienere. Vor „Italienertid“ var for Haanden. Afsides beliggende, som vi vare, og uden stor Forbindelse med de raadende Strømninger i Kunstens Verden havde vi endnu ikke kjendt den rigtige Italienermani, der under Klangen af de glade Rossiniaders søde Melodier fortryllede Sindene i den store Verden. Det lidt, der blev importeret hertil af italiensk Musik, kom mest frem paa det kgl. Theater, og omplantet i en fremmede Jordbund, hvor der hverken var Midler eller Forstaaelse til at gjøre det italienske gjældende, formaaede det ikke at fæste Rod. Den lille, i musikalske Anliggender toneangivende Kreds, saa med skjæve Blikke paa denne i sensuel Melodipragt prangende fremmede Blomst, deres Begejstring for vore hjemlige Autoriteter, navnlig for en saa stræng Kunstner som Weyse, samt for den klassiske Musik maatte nødvendigvis føre den langt bort fra alle velske Fornemmelser. Hvergang der derfor dukkede en italiensk Opera op paa det kgl. Theater blev der mere eller mindre Spek­ takel, og det var med Nød og næppe, at selv fremragende Exem- plarer af Racen, „Norma“ eller „Regimentets Datter“ f. Ex., fik Lov at existere for Udhysninger og Piben. Sindene vare saa op­ hidsede, at det unaturlige i denne Fanatisme var der ikke mange der havde Syn for. Reaktionen mod denne Intolerance, der troede at kunne slaa en forsvarlig Sundhedskordon mod den italienske Smitte, skulde imidlertid ikke udeblive. Det nyttede kun lidt, at man saaledes kunstigt havde villet opføre Dæmninger for den de store Kultur­ lande beherskende Strømning. For at komme ind i rimeligere Forhold maatte Kjøbenhavn som andre større Byer først have gjennemgaaet sin Italienerepidemi. Den havde ladet længe vente paa sig, men da den først kom tog den heller ikke læmpeligt fat. Det var ligesom Publikum kun behøvede en Gang at høre en italiensk Opera, sunget af Italienere, for at Fortryllelsen med et Slag skulde falde over det. Der- var som sagt meget at bemærke ved hin Førsteforestilling paa det gamle Vesterbros Theater, og den givne Opera, Donizettis „Gemma di Vergy“ var heller ikke blandt dem, der skulde vinde Proselyter. Trods dette var Aftenen ikke forbi førend de første trofaste Enthusiaster vare vundne. „Il bel canto“, dette Begreb, der knap nok kjendtes af Navn, efterlod for første Gang Tilhørerne i denne forunderlige Rus, hvis smittende Egenskaber ogsaa kjendes fra vore Dage. Inden lang Tid befandt Kjøbenhavn sig midt i Hvirvlen. Nærmere at skildre dette hører