Musikforeningens_2

92 — 1843 — ikke herhen og behøves vel heller ikke. Med Hoffet i Spidsen og selve Kongen som Italienernes Beskytter svælgede Publikum i Italienersang. Rossini, Bellini og Donizetti fortryllede Sindene hos os som de havde gjort det alle andre Steder, og for Sangere som Madame Forconi, Rossi, Paltrinieri, Torre eller Rocca nærede navnlig hele den fine Verden et sandt Sværmeri. Fra Naivetetens paradisiske Tilstande og det rene Ubekjendtskab med disse fristende Verdensformationer vare vi pludseligt, med et Spring styrtede midt i den mest ubegrænsede Enthusiasme. Musikforeningens Stilling til denne ny Tingenes Tilstand var givet paa Forhaand. At følge med Strømmen vilde være at svigte Kaldet, der gik i en hel anden Retning. Selv at ændre lidt paa Signalerne kunde være farligt nok for en Forening, som under den italienske Overskylningsperiode havde den Opgave at værne med dobbelt Iver om sit eget. Paa den anden Side maatte der tages Hensyn til de Medlemmer, der ikke vare saa staalsatte i deres musikalske Overbevisning, saa det i denne stormfulde Tid gjaldt om at styre klogt og fare med Læmpe. Ved at gjennemgaa nogle Breve fra Administrationen ses det ogsaa, at denne taler om ved enkelte Lejligheder „nødtvunget at have maattet tage sit Publi­ kums Smag i Betragtning“ . De enkelte Lejligheder kjende vi allerede, det var dengang Mercadante og Rossini vare fremme. Men med disse to Indrømmelser er ogsaa Taalmodigheden ganske udtømt. End ikke den svageste Tilnærmelse til hvad der af „italiensk“ nævnes kunde gjøres der de følgende Aar. Saalænge italienertiden varer, indtil Udgangen af Fyrrerne, er det som var det Musikforeningen om at gjøre, udtrykkeligt at tone rent Flag. Derfor er det Beethoven, der mere end nogen anden kom­ mer til at beherske Programmet, ved Siden af ham de gamle Klassikere eller de tyske Romantikere. End ikke Franskmændene eller nogen af blandet Farve tages med. Ligesom par clépit an­ tage Koncerterne mere og mere den Farve, de senere have bevaret. Ved Forholdenes Magt som ved egen Tilbøjelighed udviklede saaledes Musikforeningen sig henimod det ensidige. Støttet af Italienersværmeriet begyndte samtidigt Oppositionen at faa Ord, det kunde ikke være andet. Musikforeningen havde paataget sig det Hverv at „danne“ sit Publikum og maatte foreløbigt finde sig i at blive betragtet med de ikke altid milde Blikke, hvormed Ung­ dommen ser paa en stræng og principfast Opdrager. Med stor