Musikforeningens_2

— Opposition mod Musikforeningen — 93 Andagt hørte man paa Musikforeningens Symfonier, klassiske Ouver­ turer og Oratorier, men bag ved denne Opdragelsens daglige Kost skimtede man noget andet, noget mere lysteligt, noget, der kunde pirre Sanserne. Hidtil havde man kun kjendt til Musikforenin­ gens alvorlige Musik; saa kom Italienerne og skød med et enkelt Kup en Breche igjennem Klassicitetens faste Mur, paa hvis anden Side man paa engang fik Øje paa det smilende, forføreriske Land­ skab af den italienske Musiks Yppighed. Og alle de, der gik paa Koncerter mest for at more sig, fik paa engang Lyst til at tage Bladet fra Munden og sige deres ubøjelige Læremester Besked. Noget stort kom der rigtignok ikke ud af Bevægelsen. Musikforeningen kunde i disse stormfulde Tider have ventet sig noget ganske andet end de spage Angreb, der i Ny og Næ kom frem, dels i Tale, dels i Dagspressen. Betegnende nok fik Opposi­ tionen ikke noget andet Organ til sin Baadighed end Bladet „Dagen“ , der just paa den Tid befandt sig i en temmelig udlevet Tilstand og ikke længe efter sank i sin Grav. I Form af en An­ meldelse af Foraarskoncerten 1843 indeholdt Bladet et Angreb paa Musikforeningen, hvori det hedder, at den gaar stærkt ned ad Bakke, hvad der skyldes „det uheldige, som oftest højst ensidige Valg af Kompositioner, der mest skikke sig til Udførelse i Kirker.“ Selv Musikkyndige, forsikrer „Dagen“ , have Vanskelighed med at forstaa de indviklede Musikværker, og som en Prøve paa noget saadant højst uforstaaeligt anføres — Mendelssohns „Paulus“ , der dog samtidigt naadigt faar Attest for at røbe „et højst grundigt Studium“ . Uretfærdig bør man dog ikke være! Men Kvartetten af Mercadante, det er noget af hvad vi bør have! „Dagen“ er saa glad over den, at den spaar Musikforeningen en rig og lykkelig Fremtid om den bliver ved med den Slags Ting. Meget smidige eller kyndige Penne raadede Oppositionen saa- ledes ikke over. Musikbevægelsen befandt sig endnu saa fuld­ stændigt i sin Barndom, desuden har selve Oppositionen næppe hørt til de farlige. Men selv paa Musikforeningens Side vare Begreberne ikke synderligt klarere eller mere bevidste. Da „Kjøbenhavnsposten“ kort efter tilbageviser „Dagens“ Angreb som „et Bevis paa Uvidenhed og Naivetet“ havde Bladet den skjønneste Lejlighed til at fremhæve, hvad Musikforeningen i Virkeligheden vilde, hvad det hele kom an paa. Men i Stedet for at bruge denne fortrinlige Forsvarsstilling dækkes Musikforeningen alene ved — dens private Karakter. Om et sluttet Selskabs Anliggender bør

Made with