Musikforeningens_2

96

— 1844 -

allerede før antydet. Allerede tidligere havde Foreningen stillet sig temmelig køligt til Kategorien „Virtuoser“. Det var kun ligesom undtagelsesvist at nogle fremmede Virtuoser havde optraadt paa Koncerterne, ja enkelte særligt fremragende vare helt bievne igno­ rerede. Nu standses der ganske med dem. Saaledes havde baade Violinisten Bazzini og selve Franz Liszt netop paa denne Tid fejret deres Triumfer i Kjøbenhavn uden Musikforeningens Mellemkomst. Naturligvis har dette, navnlig hvad Liszt angaar, hørt med til de Ankeposter, man gjorde gjældende mod Foreningen, eller rettere dens Bestyrelse. Skjønt der ganske vist altid vil findes og bør findes Undtagelser fra selv den skrappeste Regel og den unge Franz Liszt.s Nærværelse unægtelig! burde have dannet en saadan Undtagelse, byder dog Retfærdighed at indrømme, at jo mere Musikforeningen antog sit bestemte Særpræg, desto nøjere maatte den ogsaa komme til at drage Grænsen mellem Kunstværket og Virtuosen, mellem Plejen af Tonekunsten for dennes egen Skyld og Kultus’en af den eller den Virtuosheros. Paa dette Punkt synes Bestyrelsens Overbevisning imidlertid .a t have udartet, og dens Skepticisme ligeoverfor Tidens mange „fahrende L eute“ at have antaget en Skarphed der vel meget slog alle forskjellige Arter af den udøvende Kunsts Mestre i en Tønde. Der kunde i alle Tilfælde være delte Meninger om det rigtige i dens Ploldning, som heller ikke undlod at vække Modsigelse, endog i de styrendes egen Kreds. Vi skulle lidt senere nærmere komme tilbage hertil. Saa haardnakket Musikforeningen holdt sig paa dette Om- raade gav den dog paa andre Punkter noget efter som den kloge Vejleder, der ikke rnaa forskrække, men lokke. Det gjaldt om at vise de misfornøjede, at man særdeles godt, uden at gaa udenfor sin Opgave, var i Stand til at sætte et Program op, der kunde følges ogsaa af den store Mængde. Indholdet af den anden Hovedkoncert i Sæsonen 1843— 44 illustrerer denne Bestræbelse. Frontforandringen foregaar med tilstrækkelig Tydelighed. Der findes ingen Indrømmelser, hverken til Italienerne eller til Virtuoserne, men paa den anden Side tager man sig vel i Agt for at byde noget, der kunde give Grund til Klage over Uforstaaelighed. H a y d n s populære B dur-Symfoni og K u h la u s Ouverture til „Trylleharpen“ danner det instrumentale Grundlag, medens G lu c k bliver indført med et paa engang saa melodiøst tilgængeligt og dog karakterise­ rende Stykke som Introduktionen af „Alceste“, og S p o h r , næst Mendelssolm, Tidens Yndlingskomponist, er repræsenteret med første