Musikforeningens_2

— 1844 —

98

Italienerne viste, som al Konkurrence gjør, indirekte deres heldige Virkning. Den voxende Tilslutning til Symfonikoncerterne, disses Indhold med Optagelsen af moderne Værker, Planerne om at ud­ vide Virksomheden, alt tyder hen derpaa. Et ydre Tegn paa sund Trivsel afgav Kassens Tilstand. Aaret sluttede med et Overskud paa 1500 Rdl., det største, man hidtil havde havt. Musikforeningen havde altsaa trods Splittelsen i den musikalske Lejr, ingen Aarsag til at beklage sig og kunde se Fremtiden trygt imøde. Glæsers Personlighed har sikkert havt sin store Part i dette heldige Resultat. Hans Nærværelse frembragte Liv og Bevægelse rundt omkring, og han fandt netop i Musikforeningen Tilstande, han kunde bruge, Opgaver af en mere let handlelig og taknemmelig Art end Operaen paa det kgl. Theater. Der havde han den ulige vanskeligere Opgave, at rense op i forsumpede Tilstande. At det lykkedes ham kan der ingen Tvivl være om , dertil bar hans Ar­ bejder altfor kjendelige Frugter. Imidlertid, Skumleriet var ogsaa her paa Spil. Efter at Nyhedens Interesse og den første Begejstring havde sat sig kom Reaktionen. „Fædrelandet“ aabnede sine Spalter for en Række Ereve om musikalske Tilstande, hvis Hovedindhold var at sætte Glæsers Fortjeneste i et tvivlsomt Lys. Man ind­ rømmede ham al Ære som Dirigent, men klagede over, at han forsømte Operaen, idet han paa dennes Bekostning ?gav sig til at dirigere alle andre, Theatret uvedkommende Steder, en Anke, der havde en noksom tydelig Adresse til Musikforeningen. Angrebet var i sin Kjærne uretfærdigt. Glæser havde, trods den løse og splittede Ledelse, Theatret led under, tværtimod sat usædvanligt mange nye Operaer o p , saa der var snarest Anledning til at beundre den utrættelige Dirigent, der fik saa meget overkommet. Artiklerne i „Fædrelandet“ have derfor rnaaske nok vakt Opsigt, men ikke Gjenlyd. Fra sin Side havde Musikforeningen særlig Anledning til at tage Parti for ham. Det skete ogsaa. Han mod­ tog forskjellige smigrende Taksigelsesbreve for hans udmærkede Medvirkning, og ved Sæsonens Slutning blev der overrakt ham et kostbart Taffelur til synlig Erindring om den Forening, der skyldte ham saa meget. Som Solister ved Udførelsen af de større Vokalværker fun­ gerede saa godt som uden Undtagelse det kgl. Theaters Sangere og Sangerinder. Foruden de allerede i Begyndelsen nævnte deltoge navnlig de yngre af Operaens Kræfter i Koncerterne, deriblandt Frøken Ø s t e r b e r g regelmæssigt samt daværende Frøken L ic h -