Musikforeningens_2

102

- 1844 —

Leipzig, den danske Forening fulgte efter det tyske Gewandhaus. Der begyndte i det hele at udvikle sig et ejendommeligt Forhold mellem Leipzig og Ivjøbenhavn, saaledes at ikke alene den tyske Musikstad angav Parolen for, hvad man skulde bringe af den udenlandske Literatur, men saa at det selv for de indenlandske Komponister blev et Moment af anbefalende Natur, naar de kunde møde i Musikforeningen med et i Leipzig verificeret Kunstnerpas. Ret betænkt behøvede vi imidlertid ikke at rødme saa stærkt over dette. Vi vare endnu saa smaa og uudviklede, og et Koncert­ institut af en saa verdensbeherskende Beskaffenhed som Leipzigs maatte naturligt staa i et ubetinget Superioritetsforhold til den yngre og svagere Kollega. Det fandt Sted dengang, og tindes endnu, mange andre Steder end hos os. Rimeligt nok har dette Underordnelsesforhold dog ikke været os rigtigt bevidst dengang. Derfor er den Besynderlighed, at baade Hartmann og Gade ved denne Lejlighed maatte lægge Vejen over Leipzig for at naa hjem, vel nærmest en Tilfældighed. De stode jo begge saa højt i det almindelige Omdømme, at de maatte siges at være selvskrevne i Musikforeningen. Oplysningerne om deres Værker faa vi imidlertid heller ikke søge herhjemme — her sige Aviserne som sædvanligt ikke meget — men i de tyske Blade. G a d e havde som bekjendf dengang fast Ophold i Leipzig. Lians Stilling var den af alle anerkjendte, som en af den ny Tids mest lovende Talenter ansete unge Kunstner. Kom det an paa et saadant Talent, spurgte man i Leipzig ikke om Alderen: den nogle og tyveaarige Gade førte Dirigentstaven ved Gewandhauskoncerterne, først i Forbindelse med selve Mendelssohn, siden alene. Under hans personlige Anførsel blev hans a n d e n S y m f o n i ( E d u r ) op­ ført i Januar samme Aar (1844) som den i November gik i Kjø- benhavn. Den blev i Leipzig modtaget ligesom G mol-Symfonien. Selv et saa akademisk Blad som „Allgemeine musikalische Zeitung“, redigeret af Moritz Hauptmann, omtaler den i de mest smigrende Udtryk. „Det store afgjorte Talent fra den første Symfoni,“ hedder det, „dets ungdommelige Kraft og sjældne Herredømme over alle Kunstmidlerne, gjenfm.de vi atter i den anden Symfoni, kun dybere og inderligere i det poetiske Anlæg, tillige modnere, finere og fremfor alt mere kunstnerisk behersket i Udførelsen.“ Gade kunde heller ikke klage over Mangel paa Anerkjendelse som Dirigent. En Leipzigerdom herom , hentet fra samme Kilde, turde have sin Interesse, fordi den som i en Sum udtaler, hvad der ogsaa