Musikforeningens_2

— Noviteter — 107 lighed til den gamle Franskmands ædle, men dog lidet begejstrings­ vækkende Musik skriver sig, er ikke godt at sige. Det har maaske været et rent Spil af Tilfældigheder, som dengang, da Bennetts to Ouverturer fulgte lige efter hinanden. Méhuls Navn har ikke før været fremme, nu optræder det ikke mindre end tre Gange, paa alle de tre store Koncerter. Hele anden Akt af „Joseph og hans Brødre“ gives, fremdeles et større Stykke af den ossianske Opera „Uthai“ — bl. a. bekjendt ved den originale Instrumentation, hvor der slet ikke benyttes V ioliner, men kun Bratscher — endelig Ouverturen „Le jeune H en ri“, et af Méhuls friskeste Arbejder, som i sin Tid paa Paris’ Opera blev forlangt ikke mindre end tre Gange om igjen, medens selve det Syngestykke, hvortil den hørte, blev udpebet af de principfaste Revolutionsmænd, der ikke kunde forlige sig med det et kronet Hoved forherligende Indhold. Denne Kultus af Méhul i Musikforeningen er saa stærk, at Foreningen med Hensyn til „Uthai“ endogsaa er forud for det kgl. Theater. v) Men varig blev Tilbøjeligheden rigtignok heller ikke. Allerede det følgende Aar forsvinder „Josephs“ Komponist ganske af Pro­ grammet og viser sig først sex Aar senere kun en enkelt Gang. A f større Vokalværker drejer Hovedinteressen sig denne Gang om B e e t h o v e n s første Messe i C (Op. 8 6 ) og M e n d e l s s o h n s „Walpurgisnacht“, begge temmelig omfattende Opgaver. Hvorledes de ved deres første Fremkomst bleve modtagne, vide vi kun for Mendelssohns Vedkommende. Beethovens Messe — forøvrigt ikke at forvexle med den genialere, saakaldte „store“ Messe i D -— har Publikum formodentligt hørt paa med den respektfulde Andagt, som det skyldte Navnet, men at den skulde være gaaet i Blodet, er ikke sandsynligt. Kunde man tro noget andet, maatte tvivlen snart forsvinde, naar man ser, hvorledes den langt lettere Opgave i „Walpurgisnacht“ stødte paa en haard Skal i Tilhørernes Op­ fattelsesevne, saa det meste foreløbigt blev udenfor. I „Kjøben­ havns Theaterblad“ findes en Anmeldelse, som tager et kuriøst Forbehold netop lige overfor det ejendommeligste i hele Værket, det Punkt, hvor de hedenske Skarer storme op af Bjerget, medens Druiderne bryde ud: „Kommt mit Zacken und mit Gabeln“. Det kaldes „rigtignok lidt bizart“, og Anmeldelsen slutter med følgende Udtalelse: „Hele Kompositionen er mere skikket til at interessere

>) „Uthai“ gik paa det kgl. Theater første Gang flere Maaneder efter, men gjorde ingen Lykke.