Musikforeningens_2

— Virtuosspørgsmaalet —

saakaldet „Symfoni-Koncert“ af egen Komposition „i Overbevisning om, at Selskabets Medlemmer vilde betragte dette som en behagelig Tilgift“. Den behagelige Tilgift fik nu Tilhørerne imidlertid ikke. Men Administrationen sendte efter Koncerten Repræsentantskabet et Memorandum, hvori den udførligt gjorde Rede for hele sin Op­ fattelse. Det drejer sig her 0111 Grundsætninger, som, hvor urime­ ligt ensidige de end maa forekomme i vor Tid, i det hele bleve de bestemmende lige indtil Gade overtager Styret. Det fremhæves først, at Musikforeningen kun har faa aarlige Koncerter at raade over og at det derfor saa meget mere bliver nødvendigt, at enhver af dem har sit bestemte Præg, saa at Ind­ trykket kan bevares fra den ene Gang til den anden uden at sammenblandes med andre Indtryk. „Kan Musikforeningen ikke udfolde en saadan Ejendommelighed, saa kan den endnu ikke siges at have erholdt noget virkeligt og selvstændigt Indhold, og den synker ned til numerisk at være en Lejlighed mere til musikalsk Forlystelse for et ørkesløst Publikum“. „Netop i sin Begrænsning“, hedder det videre, „har Foreningen skabt sin ejendommelige Ka­ rakter. Det musikalske Gehalt maatte blive det egentlige Øjemed, og Akcenten altsaa komme til at hvile paa, h v a d der udførtes. Det er kun i Publikums Barndom, at en særligt vistuosmæssig Ud­ førelse er en nødvendig Lokkemad for at skaffe Musiken et aabent Øre — man begynder med Kunststykker, men bør ende med Musik“. Ud fra disse og lignende Bevæggrunde udtaler saa Skrivelsen, at „det ikke kan nægtes, at vor Tid i den Grad er hildet i Virtuo­ sitetens Garn, og det i alle Kunstarter, at man ikke kan fortænke noget alvorligt Institut i, at det betragter sligt med mistroiske Øjne“. Det var ren Besked. Sagen var stillet saaledes paa Spidsen, at noget Tilbagetog fo r. Administrationen ikke var muligt. Og da den tilmed erklærede, at den vel ansaa Hr. Charles Mayer „for en udmærket Pianist, men ikke for en eminent Kunstner“, var Spørgs- maalet specielt for hans Vedkommende afgjort med tilstrækkelig Tydelighed. At alle skulde være tilfredse hermed, kunde Admini­ strationen ikke v e n te , og den har vel næppe undgaaet at blive anfægtet paa mange Maader af Folk, der stod Foreningen mere eller mindre nær. Den værgede imidlertid for sig efter Evne. Sin Kollega, Repræsentantskabet, giver den en lille venskabelig Paa- m indelse, idet den for sig selv hævder Retten til „uhildet af