Musikforeningens_2

Overgangen til den n y Tid.

Den ulmende Opposition mod Foreningens Bestyrelse begyndte efterhaanden at faa ny Næring. Det var den fri Diskussions gyldne Tid i disse D ag e, nu var Turen til at tages under Behandling kommet til Musikforeningen, den konservative Musik­ forening. Dens Programmer ere bestandigt det samme Udslag af den samme Aand , Ærefrygten for det klassiske. A f Musikens nye Mænd dyrkes, afset fra de indenlandske Komponister, væsentligt kun Mendelssohn og Spohr, der begge staa paa . Overgangen fra den klassiske Periode, andre, som Schumann og Schubert, for­ sømmes derimod jævnt ben. Komponister, der hist og her bryde denne Klassicitetens ensformige Overflade, Félicien David eller Meyerbeer f. Ex., forekomme kun rent forbigaaende, en enkelt fremragende af den ny Tids Mænd, Hector Berlioz, endog slet ikke. Programmerne havde været ensidige, selv i det ydre kunde der være noget at bemærke ved dem , bl. a. de fire Symfonikoncerter, hvis Indhold lige siden Glæsers Tiltræden med en enkelt Undtagelse ufravigeligt havde havt ganske det samme Tilsnit. Selv i vor Tid vilde man betænke sig paa Gjennemførelsen af saa strænge Prin­ ciper, uden en eneste Indrømmelse til alle dem, der møde paa en Koncert med ikke overdreven kunstnerisk Ballast. Det opsamlede Gjæringsstof maatte have Luft. Til Forskjel fra tidligere skete Udladningen dog ikke sam let, paa engang, men Misnøjet skaffede sig Afløb i smaa Hib og Udfald, snart hist, snart her, sommetider rent lejlighedsvist anbragt i et Par Linjer i en Avis, tit i en Sag, der i Grunden ellers ikke vedrørte Musik­ foreningen. Man virkede paa denne Maade langsommere, men sikrere. En Artikel (i „Flyveposten“) giver saaledes en General­ udsigt over Musiklivets Udvikling i de forløbne Aar og kommer saa, ligesom rent tilfældigt, med en Ytring om , at Musikforeningen ikke kan siges at have virket efter en Maalestok, der staar i Over