Musikforeningens_2

Gades Tid.

P e r iod en 1 8 5 0—1860.

Vi træde ind i Musikforeningens gyldne Tidsalder, hvor For­ tidens Klassicitet og Nutidens Romantik række hinanden Haanden. De foregaaende Aar havde beredet Sindene og banet Vejen for Forstaaelsen. For den friske Modtagelighed laa nu de store Kun­ sten s Skatte, nogle kjendte, mange ukjendte, det vi endnu i vore Dage se tilbage til som det ædleste og bedste. For ikke at tale om de gam le, Haycln og Mozart, hvoraf navnlig den sidste endnu stod forholdsvis aktuel, saa havde en Mester, som Beethoven alle­ rede begyndt at tabe det strænge Præg, hvormed Slægten en Snes Aar tilbage betragtede ham. Som Aar var lagt til Aar, Rækken a f Symfonierne vare gjennemgaaede atter og atter, havde den op­ rindelige Beundring paa Afstand veget Pladsen for en friere, sundere, fremfor alt naturligere Tilegnelse. Det var ikke længere nødvendigt at tage sin Tilflugt til en lavet Begejstring for at s y n e s Kjender nu fulgte Beundringen, eller den kunde følge, naturligt efter den virkelige Nydelse. Med denne kunstneriske Ballast drog saa Musik­ vennerne ud paa nye Opdagelsesrejser, Romantikens nyt indvundne Territorier. Selv der, hvor man havde færdedes før, fandtes der det nye og det friske i det gamle. Saaledes ved Mendelssohn, den trods nogen dyrkede og atter dyrkede Mendelssohn. Ligesom lidt paa Afstand, i ærbødig Afstand, havde man hidtil havt ham, Kom­ ponisten af de store Værker, „Elias“, „Paulus“, Symfonierne osv. Nu bliver Forholdet inderligere og fortroligere, i Stedet tor at ære „Mesteren“ lærer man at elske Kunstneren, den, der har frembragt „Sommernatsdrømmen“, Violinkoncerten, Ouverturerne, Trioerne, „Lieder ohne W orte“ og Sangene. For ret at forstaa Stillingen tænke man sig engang tilbage til hin Tid. Tonekunsten, den hidtil tilsidesatte, begynder at vinde Fodfæste. Det er ikke længere som dengang Musikforeningen stil-