Musikforeningens_2

— 1850ool860 —

136

tedes, da Musik og musikalske Interesser udgjøre et Slags Frimureri mellem nogle faa, forbindende disse enkelte udvalgte saa de lige­ som bedre forstaa hverandre, dannende smaa Koterier, hvor Musik er det, der tales og handles om , men hvor ikke blot det store brede Lag i Samfundet staar aldeles udenfor, men end- ogsaa den egentlige Kjærne af „Intelligensen“ endnu er saa temme­ lig uberørt af Sansen for Tonernes Abstraktioner. Nu er det tydeligt — et Blik paa Medlemslisten vil snart vise det — at i al Fald denne sidste Del af Samfundet er vundet. De ældre i Slægten begynde at faa Øjnene op for, at der dog rummes adskilligt andet og mere af Aand og Tanke i et Musikværk end de i gamle Dage, naar de sang deres Selskabsviser, vare tilbøjelige til at mene; de yngre gribes lidt efter lidt dels af hvad de selv høre, dels under- ubevidst Paavirkning af hele den Verdensbevægelse, som i Løbet af et Par Aartier sætter netop Musiken til højbords. De ydre Kaar, hele den borgerlige Stilling, hvori en Musiker befandt sig i Begyndelsen af Aarhundredet, sammenlignet med den, han indtager nu, afgiver bl. a. en god Maalestok for Beskaffenheden og Arten af denne aandelige Bevægelse. Man tænke blot f. Ex. paa Schubert paa den ene Side og Mendelssohn paa den anden. Hvad havde vi nu af Musik herhjemme paa denne Tid? Strøet hist og her omkring en eller anden Koncert af en rejsende Virtuos, af og til noget lignende af indenlandske Kræfter, altsammen noget, der kunde pirre Appetitten, men ikke mætte. Udenfor dette var der Operaen paa det kgl. Theater, Cæciliaforeningen og Musik­ foreningen. Blandt disse maatte Musikforeningen baade efter sin Opgaves mere generelle Natur og Omfanget af sin Virksomhed blive det naturlige Brændpunkt for den musikalske Interesse. Theatret kunde ikke gjøre Musikforeningen Rangen stridig. Operaen besad ganske vist dengang navnlig paa Spindesiden — Fruerne Gerlach, Sahl- green, Zinck, Frøken Caroline Lehmann o. a. — Kræfter af frem­ ragende Værdi, men Repertoiret dannede under Heibergs Direktion snarest en Art Supplement, og det et konservativt Supplement, til Musikforeningen. Denne førte an i Smagen, Theatret fulgte efter. Noget til Musikforeningen modsat kom ikke frem paa Scenen. Operaen dyrkede Mozart, Mozart enten i egen Person eller som Midtpunkt for en Række Komponister, der i Aand og Form slutte sig til ham, f. Ex. Cimarosa med „Det hemmelige Ægteskab“, Fiora- vantis „Landsbysangerinderne“, Méhuls „Joseph“, Dittersdorfs „Apo- thékeren og Doktoren“ , fremdeles „Røverborgen“ , „Jægerbruden“,