Musikforeningens_2

138 — ISoOc'olSGO — af Tilhørerne ikke kan goutere den“, hedder det kategorisk. Fra sin Side kunde nu ganske vist samme Bestyrelse tage sig sligt let- Om og naar et aandigt Kæmpeværk, som denne Symfoni, skulde trænge igjennem for Alvor var selvfølgeligt kun et Tidsspørgsmaal. Og har der i de store Masser af Publikum vist sig Elementer, som endnu vare vanskeligt tilgængelige, saa er det paa den anden Side vist, at de faa, men ogsaa de toneangivende, rned saa meget desto større og bestandigt voxende Varme sluttede sig til de to Kom­ ponister, og at Musikforeningen netop i dem havde en mægtig Løftestang for sin musikalske Mission. Der maatte imidlertid fares med Læmpe. Alene af Hensyn tii vedkommende Arbejdes Kunstværdi i og for sig og uden Hensyn til dets større eller mindre Tilgængelighed at føre en Nyhed frem vilde kun være at løbe Panden mod Muren. Publikum maatte, om det varigt skulde vindes, langsomt vænnes til det fremmedartede. Gaar man Rækken af de opførte Værker al Schubert og Schumann igjennem er det derfor let at se, hvorledes Spørgsmaalet om deres større eller mindre Klarhed og Popularitet spiller en Rolle i Ordenen af den Rækkefølge, hvori de følge efter hverandre. For Schuberts Vedkommende banes Vejen gjennem hans mindre Korsager (23de Psalrne for Damekor, Hymnen „Du Urquell aller Güter“ f. Ex.) og de populæreste Romancer for hans Kammer­ musik og de større Korværker („Mirjams Siegesgesang“) samt de store Instrumentalværker, Symfonierne og „Wandererfantasien“. Fremgangsmaaden er hvad Schumann angaar endnu tydeligere. Der begyndes med et Stykke, saa romantisk farverigt, i sin tætte Vellyd næsten ørekælende som „Zigeunerleben“, derefter følger Rækken saaledes: Klaverkvintetten, B dur-Symfonien, „Paradies und Peri“, Klaverkvartetten, Klaverkoncerten, foruden Sangene og Roman­ cerne, den ene skjønne, duftende Blomst af den tyske Romantik efter den anden! Er det ikke som om der var lagt en bestemt P lan , for ret indtrængende at tale Schumanns Sag? Og hvor kunde det være andet end at det hele musikalske Kjøbenhavn til- sidst maatte blive taget fangen under Indtrykket af al den ukjendte Skjønhed, der nu pludseligt aabenbarede sig? Foruden disse to Heroer var der endnu den nyeste Bevægelses Mænd tilbage, Nyromantikerne i Tyskland, L is z t med sine sym ­ foniske Digtninge, R ic h a r d W a g n e r med sine Musikdramaer, endelig Skolens ejendommelige Prototyp i Frankrig, H e c t o r B e r - lio z . At føre an paa dette Felt laa ikke rigtigt for Musik