Musikforeningens_2

— Nyromantikerne — 139 foreningen. Hvor der endnu fandtes saa meget løst, der trængte til at fæ stnes, vilde det desuden paa et saa forholdsvis tidligt Sta­ dium have været uklog Politik, i Principet at begunstige denne symfoniske Revolution. Men at Modernismen dog ikke lodes aldeles uænset er det eri simpel Retfærdighed mod Fortiden at mindes. Allerede 1854 opføres B er l i o z ’ „Flugten til Ægypten“, der siden har holdt sig paa det faste Repertoire, nogle Aar senere kommer et Stykke af haris „Romeo og Julie“ („Feen Mab“ og „Fest hos Ca­ pulet“). R ic h a r d W a g n e r indføres 1858 med „Lohengrin“ (Intro­ duktionen for Orkester og Lohengrins Ankomst, senere ogsaa Bryllupsmusiken). Omtrent paa samme Tid bliver L is z t introdu­ ceret med den symfoniske Digtning „Orfeus“. Ogsaa ligeoverfor disse gjør Bestræbelsen efter at lade det fremmede træde frem i en saa let tilgængelig Skikkelse som muligt sig tydeligt gjældende. Alt det nævnte hører til det forholdsvis mest „populære“ af sin Art. Det er ellers Synd at sige, at Musikforeningen havde Fornøjelse af disse enkeltstaaende Forsøg paa det nyeste Omraade. „Lohen­ grin“ bliver af „Dagbladet“ kaldet rent ud for „sygelig, weltsehmerz- lich Forvildelse“. En hel Opera i denne Maner, mener Bladet, maa være „et Kursus i Kjedsommelighed“ ! Som Modstykke til denne Vederstyggelighed opstilles betegnende Spohrs „Zemire og Azor“. en krystalklar, aldrig plumret Flod uden disse stridbare Dissonanser, „der møde det uvante Øre som en formelig Skjærsild ved Indgangen til det Liszt-Wagnerske Fremtidsparadis“. Endog et Specialorgan som „Tidsskrift for Musik“ stiller sig ikke meget venligere. Det karakterfulde, højst interessante Orkesterforspil (i en af de gamle Kirketonearter) til „Flugten til Ægypten“ af Ber- lioz kaldes „goldt som en ægyptisk Ørken“, hvor Komponisten „maler uden at have noget at male m ed“. Lieller ikke Liszt gaar det bedre. De mulige Tilhængere af hans „Orfeus“ regnes til dem, „der sætter det reflekterte eller vel snarere det affekterte og for­ skruede over det følelsesfulde“, medens et andet Blad omtaler, at det har Værket „i gyselig Erindring“ fra en tidligere Opførelse! Foruden i disse den ny Tids Værker havde Musikforeningen en anden Opgave ligeoverfor de monumentale Værker af Stor- mændene fra de forgangne Aarhundreder, S e b a s t i a n B a c h , H ä n d e l og G lu ck . En Mand som Bach var hidtil aldeles ukjendt. Ligesom efter en forud lagt P lan tager nu Musikforeningen denne Kontrapunktikens aand ful deste Mester op til Behandling, gradvis