Musikforeningens_2

— 1850rsj1860 —

140

stigende fra det lettere til det indviklede. I den første Gade’ske Periode er det dog ikke meget af Bach, der bliver bestridt. Orkester­ suiten i D , det senere Yndlingsstykke, gjør Begyndelsen i 1852 idet Gade selv, foruden at dirigere, foredrager den bekjendte Violin­ solo, den saakaldte „A ir“, derefter følger, med flere Aars Mellem­ rum, Koncerten for Strygeinstrumenter i G, omsider noget Vokal­ musik af Juleoratoriet (1860) medens der iøvrigt engang imellem forekommer et Stykke Bach som Solopræstation for Violin eller Klaver. Forhastet sig har man altsaa ingenlunde. Den egentlige Bach’ske Stordaad, „Matthæuspassionen“ maatte endnu forbeholdes modnere Tider. Med H a n d e l gik det paa lignende Maade, dog med mere Mod til at føre større og betydeligere Afsnit af hans Værker frem. Forskjellen hænger sammen med den almindelige Karakter af de to store Samtidige, hvor Händel i Retning af Popularitet har et stort Forspring. Snarest kan det forbause, at denne Periode ikke er mere frugtbar med Händel’ske Ting. Men saa tages der til Gjengjæld større Skridt for hver Gang, en Del af „Alexanderfesten“, derefter et Udvalg af „Messias“, saa en lang Pau se, afbrudt af enkeltstaaende Arier for Solosangere, og endelig i Slutningen af Perioden et Udvalg af „Israel i Ægypten“. Kvantiteten var altsaa her heller ikke stor, men der var skaffet karakterfulde Prøver af tre af den store Oratoriekomponists Hovedværker. G lu c k er den af de tre, som kom tidligst og paa en Maade ogsaa fyldigst med. Strax i Begyndelsen af Gades Ledelse træffes et lille Afsnit af „Orfeus“, saa kommer Ouverturen til „Ifigenia i Aulis“ og en Arie af „Ifigenia paa Tauris“. Men det er dog først efter at Foreningen i daværende Frøken L u n d (senere Fru Zinck) erhvervede sig en Gluck-Sangerinde af første Rang, at Bevægelsen tager Fart. 1856 i Forvinteren gives saa godt som hele første Akt af „Alceste“ og gjentages samme Foraar, derefter følger et stort Afsnit af 2den Akt af „Orfeus“. Som det let skjønnes var der nu gjort et betydeligt Skridt fremad i Fjendskabet til Gluck. Den historiske Side af Virksomheden skaffede sig et selv­ stændigt Udslag ved et Forsøg paa at indrette s æ r lig e h i s t o ­ r is k e K o n c e r t e r . De tre sidste Koncerter i 1851—52 skulde være af denne Art, give en Generaludsigt over Musikens Udvikling fra Bach og Händel indtil Mendelssohn og Weber. A f Bladenes spredte Udtalelser kan man se, at Publikum med en Slags ære­ frygtagtig Spænding har imødeset disse „videnskabelige“ Experi-