Musikforeningens_2

142

— 1850^=1860 —

Foruden cle gamle, W e y s e og K u h la u , føre blandt de danske Komponister H a r t m a n n sen. og G a d e saa godt som alene' Ordet. Engang imellem dukke C a r l H e l s t e d , E. S ib o n i og P. H e is e s Navne op. Andre Samtidige havde hver paa sit Omraade deres Specialitet, der kun i fjærnere Forstand vedrørte Musikforeningen, FI. Matthison-Hansen i Kirkemusiken, Paulli, Rung og Løvenskjold i Theatret, G. -J. Hansen i Studentersangen o. s. v ., og det yngre Kuld af Musikere var endnu i sin Vorden. Vi træffe dem først i den følgende Periode. De Nyheder, H a r tm a n n var repræsenteret m ed , tilhørte i Virkeligheden for en stor Del en langt tidligere Tid. En enkelt al dem , Symfonien i G mol, daterer sig endog fra 1835, en anden. Musiken til Carl Borgaards Digt „Undine“, fra 1842. Andre Ting vare før opførte paa Theatret, saaledes „Ravnen“ og „Korsarerne“, begge fra Trediverne, fremdeles de tre Melodramaer „Guldhornene“ (deklameret af Prof. N i e l s e n ) , „jurabjergene“ (ved Fru Anna N i e ls e n ) og Schillers „DerTaucher“ (ved Prof. N i e ls e n ) , ligeledes fra Trediverne, Ouverturerne „Axel og Valborg“ og „Correggio“ samt Musiken til „Hakon Jarl“ fra en senere Tid. Absolute Ny­ heder vare derimod Koncertouverturen i C dur (1853), den hen­ rivende Idyl over Folkevisen „Jeg gik mig ud en Sommerdag al høre“ (1856) samt endelig det store Korstykke „Dryadens Bryllup“ (1859). Forskjellige Uheld medførte, at det ved sip første Opførelse blev givet uden at Indledningen kom med. Men at det har slaaet an ses af følgende Udtalelse i et Blad: „Komponisten har trods sin fremrykkede Alder vidst at bevare sin Aands Livlighed og Virk­ somhed i den Grad, at dette hans sidste Arbejde ikke blot med Værdighed slutter sig til den øvrige R.ække Tonestykker, der har givet Hartmann et fremragende Navn, men endog kan gives For­ trinet fremfor de fleste af sine Forgængere.“ Dette Ræsonnement anvendte man allerede dengang. Nu ere vi snart en Menneskealder længere fremme i Tiden, og hvor mange Gange have vi ikke gjen- taget det samme i bestandig stigende Grad! Fra G a d e s Haand falde Nyhederne Slag i Slag, næsten hver Sæson i dette Tiaar bringer en, sommetider flere. Foruden de før nævnte to Værker, B dur-Symfonien og „Comala“, kommer nu den sprudlende „Foraarsfantasi“ , et af Musikforeningens Yndlings­ stykker 'par excellence , den femte Symfoni (D mol) med Piano (D. N o a c k ) , Oktetten for Strygeinstrumenter samt endelig „Elverskud“, altsammen i Aarene 1852—54. Henad clenne Tid synes det