Musikforeningens_2

— 1850oolS60 —

144

af Foreningen som „en Anerkjendelse af Gades stadige og kraftige Virksomhed“. Det samme har senere gjentaget sig ved disse Lejligheder. Hvor som her altsaa Gade paa engang var Hæders- gjæst og Koncertgiver fik Koncerten et særligt Sving. ^ „Allerede Dagen forud,“ skriver „Dagbladet“ ved denne første Extrakoncert, „vare samtlige Billetter bortrevne. Da Prof. Gade viste sig paa sin Dirigentplads udbrød Tilhørerne, hvoriblandt man saa fleie af Kongehusets Medlemmer og en Mængde politiske og literære Nota­ biliteter, i en levende Akklamation. Et „Leve Prof. Gade“ , som udbragtes til Slutning, besvaredes med Jubel og en Regn af Bu­ ketter.“ Sammenholder man denne Beretning med den bekjendte Reservation ellers hos Foreningens Publikum, vil man endnu bedre kunne vurdere Omfanget af den Hyldest, der blev bragt. De andre danske Komponister maatte nøjes med mindre Op­ mærksomhed, men fik dog gjennemgaaende en venlig Modtagelse. A f C a r l H e l s t e d blev der i 1853 opført en Korkomposition „Liden Kirsten“ (Text af J. L. Heiberg), som i Bladenes Omtale kaldes for et dygtigt Arbejde af specifik nordisk Præg. E r ik S ib o n i debu­ terer 1857 med et mindre Korstykke „Wellenspiel“ (af H. v. Winckler) og P. H e is e Aaret efter med Ouverturen „Marsk Stig“ , efter tid­ ligere at have produceret sig væsentligt som Sangkomponist. Endelig- bliver der af H. S. L ø v e n s k j o ld opført en Klaverkvartet, der bl. a. har interesse derved, at den senere saa bekjendte tyske Romance­ komponist A d o l f J e n s e n , der dengang opholdt sig her i Byen som Orkesterdirigent for et tysk Operaselskab, udførte Klaver- partiet.J) Af de givne Extrakoncerter maa særligt mindes den, der i Maj 1859 blev afholdt til Indtægt for Weyse-Monumentet paa Frue Plads og som indeholdt lutter Kompositioner af Foreningens gamle i) Kvartetten gav Anledning til en begejstret Anmeldelse, der indeholder højst kuriøse. Ting. Et Sted i Kompositionen forklares saaledes som forestillende „et Par Novicer i Dans“. — „Nu begynder den ene, den anden kommer lidt efter. Men de kunne slet ikke blive enige om Takten. Omsider standse ' de da ved at mærke, at de omkringstaaende le dem ud — en Reminis­ cens af Hovedthemaet — men fatte dog atter Mod, og den samme Historie begynder saa igjen, indtil et Magtsprog ender Legen“. Andanten skal være „en Dønning fra det troløse Middelhav“, medens Slutningen af første Del udtydes som at „Stormen lægger sig efter at Komponisten liar arbejdet sig hen til et fuldkomment Smorzando“. Man kan ikke forlange en bedre deskriptiv Analyse!