Musikforeningens_2

146 — 1850cviI860 — Fremfor alle tilkom dog Prisen C la r a S c h u m a n n . Hun kom hertil kort efter sin Mands Død og opholdt sig her i Byen et Par Maaneder i Slutningen af 1856. I Musikforeningen spillede hun fire Gange. Siden hendes forrige Optræden var der gaaet fjorten Aar. N u , da hun optraadte igjen, tildels for et andet Publikum, var Begejstringen uhyre. Selv ærværdige Skikke og Sæder glemte man. „Den ellers herskende stive Etikette lagdes til Side,“ skriver „Dagbi.“ , „saa Publikum ikke blot applauderede, men endogsaa vovede sig til en Fremkaldelse.“ Man var dengang ikke saa rutten som nuomstunder med den Slags Æresbevisninger, saa de havde noget at betyde. Ting som Beethovens Es dur- Koncert eller flere af Sonaterne, som Mendelssohns „Lieder“, Gho- pins Nokturner og Polonæser, Schumanns Fantasistykker, hans Koncert og Kvintet var næsten altsammen virkelige Nyheder for os, og hvor maa de ikke have gjort Indtryk første Gang, førte frem af en Kunstnerinde som hun! Hendes Hovedegenskab var netop den at give en fuldkomment tro Reproduktion, gjennemtrænge Kunstværket i stort og smaat, gætte dets skjulte Tanker, gjengive det helt i Komponistens Aand, uden Stillen tilskue af sin egen Person eller subjektive „Genialiteter“. Selv hendes Kunsts mere haarde Side, hendes Sky for tempo rubato og Forkjærlighed for „stræng Takt“, blev opvejet af det særligt kvindelige i hendes Spil, der havde et saa ædelt Udtryk for det sarte, lette og d.uftige, for Chopin og Schumann. Satte hun sig derfor til Klaveret blev det en Aabenbaring fra en bedre Verden for hendes Tilhørere. Hen­ rykkelsen herhjemme var saa stor, at man fra disse Maaneder overhovedet kan datere Publikums friere og livligere Holdning, det, som et Blad kalder, „at vort Publikum begynder at bryde igjennem den Kjedelighedens Skorpe, som Træghed og Fordom har lagt om den klassiske Musik“. Ingen af de efterfølgende Berømtheder opnaaede tilnærmelsesvis noget lignende, hverken den som Tekniker og Kunstner lige frem­ ragende F e r d . L a u b (1857) eller E d m u n d S in g e r (1859) eller det engelske Broderpar H o lm e s (1860), der navnlig excellerede i deres udmærkede Ensemble som Duetspillere. Mindet om Clara Schumann havde gjort Sindene kræsne. Undertiden kunde dog Kritiken komme til at gaa galt i Byen, saaledes naar et Blad ved Omtalen af Laub, der forøvrigt stilles ved Siden af Ernst, Ole Buil „og hvad de andre Violinens Konger hedde“, betegner den senere saa bekjendte Chaconne af Sebastian Bach „som en temmelig