Musikforeningens_2

- 1850cv>1860 —

148

vedkommende Sanger paa den eller den Tid var „i Velten“. I den første Del af denne Periode træffe vi endnu meget hyppigt paa de tidligere Navne, især F a a b o r g , S a h le r tz og S c h r a m , hvis Deltagelse i Koncerterne Musikforeningen skylder m eget, frem­ deles, noget sjældnere, L ie b e og Ghr. H a n s e n samt blandt de yngre af og til E c k a r d t , G e r la c h , J o h a n W ie lie og A. Z in ck . Faste Støtter vare fornemlig F e r s l e v som Bas og S t e e n - b e r g som Tenor baade i Ensembler og Soloer, Steenberg specielt ogsaa som en sympathetisk og meget popuiær Romancesanger (Schumann, Schubert, Heise og Kirchner). Spindesiden af Solist­ listen frembyder ikke fuldt saa broget et Skue. I de første Aar af Gades Tid optræder Frøken C a r o lin e L e h m a n n ofte i store Solopartier, hvor hendes omfangsrige og fortrinligt skolede Stemme med dens afgjorte Primadonnakarakter gjorde sig udmærket gjæl- dende (i „Comala“, „Sommernatsdrømmen“, „Jessonda“, forskjellige Romancer o. lign.), medens henimod Slutningen af Perioden Fru R i i s e , den bekjendte Koloratursangerinde, og Frøken B o u r n o n - v i l l e komme frem. Størst Betydning for Musikforeningen fik dog Fru S a h l- g r e e n og Fru Z in ck . De vare begge i en lang Aarrække de lysende Stjærner, som ingen anden fordunklede. Fru S a h l gr e e n (f. Marcher) var oprindeligt Elev af det daværende Musikkonser­ vatorium , hvor hendes af Naturen klare, høje og bøjelige Sopran havde gjennemgaaet en udmærket Skole under Sibonis Vejledning. Konservatoriet forlod hun samme Aar som Musikforeningen blev stiftet, men det var dog først lidt efter lidt, at hun fra Theatret fandt Vej til dens Koncerter. Men då saa Gade kom til Roret, hørte hun ogsaa til Gjengjæld til de uundværlige. I sjælden Grad lærenem var hun altid beredt til at tage Affærer naar det gjaldt, og hun har nogle enkelte Gange ved sin resolute Redebonhed reddet Musikforeningen af slemme Forlegenheder, saaledes da hun, Sopransangerinden pa r excellence , med en Dags Varsel overtog et Par Altpartier (i Gades „Die heilige Nacht“ og i Hartmanns „Un­ dine“) efter Fru Zinck, der var blevet pludseligt syg. Som hendes Stemme var meget omfangsrig, var den tillige sjældent egalt ud­ viklet, i Besiddelse af en betydelig Koloraturfærdighed, i det hele et ypperligt Instrument, som hun spillede paa som en sand Virtuos. Særligt poetisk var hendes Foredrag ikke, men ved Stemmens naturlige Blødhed kunde hendes Syngemaade blive af indsmigrende Art. Derfor passede hun saa fortrinligt til Partier som „Elver