Musikforeningens_2

— Det sidste literære Foretagende — 153 de sig, der nærmest hørte til den musikalske Fagledelse. Her opkom Betænkeligheder for at denne Plan muligt kunde have en Indskrænkning af Koncerterne til Følge, hvad de saa meget mere maatte sætte sig imod, som netop „denne Virksomhed var den rette Maade, hvorpaa Lovenes Aand blev gjort Fyldest og Sansen for Musik udbredt“. Som Sagerne saaledes stod kom Forslaget foreløbigt til at hvile. Men det medførte bl. a. en Diskussion om Musikforeningens musikalske Holdning i det hele, hvis mere og mere udprægede Tilslutning til Leipzigerskolen blev gjort til Gjenstand for Kritik. Skjønt uden direkte Følger, kan Diskussionen dog ikke siges at have været ganske ufrugtbar. Man behøver ikke at væbne sit Øje for i Sæsonen 1858—59 at spore Dønningerne af den vakte Be­ vægelse. For ikke at tale om , at W e y s e og K u h i au komme til n y Ære, saa træffer dette Aar saare sjældne Navne paa Program­ merne, dels af det gamle Kuld, som N a u r n a n n , dels af de helt ny e, som L is z t og B e r l i o z , dels enkelte danske, L ø v e n s k j o ld og H e ls t e d . Heller ikke Forslaget om Udgivelsen af Musikværker faldt goldt til Jorden. Det førte omsider til det Resultat, som viser sig ved Udgivelsen af D u p u y s „U n g d om o g G a ls k a b “ og H a r tm a n n s „ D r y a d e n s B r y l l u p “ , begge i Aaret 1861. Musik­ foreningen overtog dog ikke umiddelbart Forlaget, men overlod dette til Musikhandelen (Firmaet Horneman & Erslev) med et Til­ skud af 500 Rdl. Det blev den sidste Opblussen af den gamle Tids Aand, og hermed ophører Musikforeningens Virksomhed paa det literære Omraade. En vigtig Støtte som Koncertgiver fik Foreningen 1856 ved en udtrykkelig Bemyndigelse fra Kultusministeriet til at benytte Assi­ stance af det kgl. Theaters Operapersonale med Forbehold af, at dette ikke kom i Strid med Theatrets Interesser.

V